Annonce

Medicinhåndtering kræver ro, og et godt råd til sikker håndtering er, at dispenseringen kan foregå uforstyrret.(Arkivfoto)

Kun 33 kommuner har taget løsningen i brug: Behovet for bedre medicinhåndtering på plejecentre er stadig stort


Ny tilsynsrapport afslører fejl på mange plejecentre. FOA’s sektorformand Tanja Nielsen peger på tidspres og mangel på oplæring som hovedårsager til problemerne.

Annonce

Medicinhåndtering kræver ro, og et godt råd til sikker håndtering er, at dispenseringen kan foregå uforstyrret.(Arkivfoto) Pelle Rink

Af Amalie Windahl
Journalist

Annonce

En ny tilsynsrapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed bekræfter, at der er højt tempo i arbejdet på plejeområdet.

Rapporten afslører helt konkret, at der sker for mange fejl i medicinhåndteringen på danske plejecentre. I 63 procent af de undersøgte tilfælde var medicinhåndteringen utilfredsstillende, og i 65 procent af tilfældene var beskrivelserne af borgernes helbredsproblemer mangelfulde.
 
De bekymrende resultater kommer dog ikke som en overraskelse for Tanja Nielsen, der er sektorformand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
 
"Jeg tror simpelthen ikke, at der er nok tid til at oplære nye kollegaer i medicinhåndteringen," siger hun og peger på den høje andel af ufaglærte som en af hovedårsagerne.
 
Tanja Nielsen mener, at ansatte på plejeområdet skal have et bedre udgangspunkt for at reducere fejl i medicinhåndtering og ajourføring. Derfor samarbejder hun med direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Inge Kristensen, som står bag initiativet "I sikre hænder".

Siden 2013 har plejecentre gennem projektet fået hjælp til at forbedre blandt andet medicinhåndteringen.

Positiv effekt

Indtil videre har 33 af landets kommuner været igennem forløbet, som strækker sig fra seks måneder til et år. Sidste år kunne FOA rapportere, at projektet har hjulpet med at reducere medicineringsfejl, tryksår, fald, uplanlagte vægttab, forebyggelige indlæggelser og infektioner markant.
 
Selvom projektet har haft en positiv effekt, er der stadig mange af landets 98 kommuner, der kunne drage fordel af et sådant forløb, peger Inge Kristensen på.
 
"Hvis arbejdet med medicin skal forbedres, skal man bruge en af metoderne fra 'I sikre hænder', som handler om, at man hele tiden kigger på arbejdsgange og har en lærende tilgang til det," fortæller hun.
 
Tanja Nielsen er enig og ser en bredere udbredelse af "I sikre hænder" som en løsning på problemet:
 
"Min klare anbefaling er, at man får rullet 'I sikre hænder' ud i alle kommuner, så alle ved, hvordan man håndterer medicin og er klædt på til opgaven," udtaler hun.
 
Overordnet set viser tilsynsrapporten, at der er sket forbedringer på langt de fleste punkter, der måles på, når man sammenligner tallene fra 2022 og 2023. Rapporten fra 2022 kan læses her og den fra 2023 kan læses her.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev