Annonce

15 etager på rekordtid: ”Han er en fantastisk dygtig sportsmand, og så arbejder han som brandmand ved siden af”  


Casper Kudahl og Michael Nielsen fra Nordjyllands Beredskab stiller i denne uge op i World Firefighters Games. Fagbladet FOA fulgte dem.

Annonce

Beredskabsassistent Casper Kudahl i færd med at trække en 80 kilo tung dukke som led i Toughest firefighter alive-konkurrencen. Tobias Stidsen

Af Allan Wahlers
Journalist

Annonce

World Firefighters Games sætter i denne uge Aalborg på den anden ende. 

Toptrænede brandmænd fra hele verden dyster i mere end 40 sportsgrene, og kongedisciplinen over dem alle er ’Toughest firefighter alive’ – verdens sejeste brandmand – eller ’TFA’ blandt kendere.

TFA er en kæmpe begivenhed i nogle lande, hvor brandmandsatleter dyrker den, som var det enhver anden professionel sport med god hjælp fra sponsorer. En af de tjekkiske forsvarende verdensmestre bliver fulgt af et helt tv-hold, og de tyske deltagere kan hver eneste måned stille op i en ny konkurrence i den nationale TFA-liga.

Nordjyllands Beredskab står som arrangør og leverer både deltagere til konkurrencerne og hjælpende hænder, når konkurrencerne skal organiseres.

En af dem er 31-årige Casper Kudahl, der onsdag stillede op i aldersklassen 30-34 år.

”Det var ufatteligt hårdt,” siger Casper Kudahl bagefter. 

”Anden del var klart den hårdeste. Først skulle vi jo hamre løs på en jernblok, og så trække en dukke på 80 kilo frem og tilbage, og da jeg så kom til trævæggen, var jeg helt færdig og kunne slet ikke få greb om rebet.”

Hjælpen kom fra uventet kant – de tilskuere, der fulgte Chu King-long fra Hongkong på banen ved siden af Casper Kudahl, råbte til ham, at han skulle smide brandmandshandskerne. Så ville han bedre kunne få fat i rebet.

”Det var virkelig fedt. Vi er jo egentlig konkurrenter, men alle vil gerne have, at de andre klarer det så godt som muligt,” siger han.

Ufattelig hurtig vinder

I fjerde og sidste del af TFA-konkurrencen (se boks i bunden) handler det om at komme hurtigst muligt op ad trapperne til 15. etage af den højeste bygning på Aalborgs havnefront. 

Det klarer Casper Kudahl på tre et halvt minut. Samlet bruger han 13 minutter og 46 sekunder på de fire dele, hvilket rækker til en placering i nederste fjerdedel af feltet på 40 deltagere.

Opbakningen fra familie, venner og andre tilskuere på den efterårskølige bane langs Limfjorden er i top hele vejen, og sammen med de internationale kolleger får Casper Kudahl og hans kolleger vist, hvor meget man skal kunne som del af et moderne beredskab – og ikke mindst i hvor god form, man skal være.

Hurtigste mand – den tjekkiske kleppert Michal Brousil – gennemfører de fire dele på ufattelige 6 minutter og 2 sekunder samlet.

”Jeg synes, det er helt vildt flot. Han er en fantastisk dygtig sportsmand, og så arbejder han som brandmand ved siden af,” siger Casper Kudahl om tjekken.

(Artiklen fortsætter efter billedet)
Casper Kudahl (tv.) fungerer som coach og indpisker for vennen og kollegaen Michael Nielsen. Her er vi i pausen mellem 2. og 3. del i TFA-konkurrencen Tobias Stidsen
En tur mere som coach
Senere samme dag gennemfører Casper Kudahl banen igen. Denne gang som coach for kollegaen Michael Nielsen, der stiller op i kategorien for de 35-39-årige. 

Med opmuntrende råb og mange gode råd undervejs gennemfører Michael Nielsen konkurrencernes fire dele på samlet 11 minutter og 10 sekunder, hvilket rækker til en placering lige udenfor top-20 i et felt på 31 brandfolk. Også her var der en tjekkisk vinder.

”Det har været vildt sjovt. Og det er fedt at træne på denne her fagrelaterede måde,” sagde Michael Nielsen bagefter.

”Det var en kæmpe hjælp, at Casper var med mig hele vejen, fordi han lige havde prøvet det selv. Så vidste jeg, hvornår jeg skulle give den gas, og hvornår jeg lige skulle sørge for at trække vejret.”

Hverken han eller Casper Kudahl vil udelukke, at de stiller op næste gang, der er World Firefighters Games – i 2026 i Saudi-Arabien.

”Det er noget af det fedeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg kan rigtig godt lide, at det er noget teknisk og noget fysisk, der er samlet i ét. Nu har jeg fået noget, jeg kan kæmpe videre med, og jeg kan se, hvor jeg skal forbedre mig,” siger Casper Kudahl.

Find alle resultaterne i TFA-konkurrencen HER. 

De fire dele i en TFA-konkurrence

Når brandfolk kæmper om at blive 'Toughest firefighter alive' (TFA), skal de igennem lidt af hvert:

  • 1. del: To brandslanger ligger foldet sammen. De vejer 60 kilo hver og skal trækkes ud i deres fulde længde på 75 meter. Bagefter skal to slanger på 15 meter rulles pænt sammen.
  • 2. del: En såkaldt Keiser force-maskine spænder sammen om et jernstykke, som skal hamres løs. Derefter skal en 80 kilo tung dukke trækkes 2x35 meter, så skal to dunke transporteres gennem tunnel, og til sidst skal en der klatres over en væg.
  • 3. del: To stiger stilles op af et stillads, som er tre etager højt. Så skal to kettlebells på hver 20 kilo bæres op på toppen af stilladset, og når deltagerne er her, skal de hive en sæk på 27 kilo op, inden de skal ned igen med de to kettlebells. Til sidst skal en spids skrues på et strålerør. 
  • 4. del: Så hurtigt som muligt op ad trapperne til 17. etage. (Er der ikke 17 etager, løbes der 50 meter for hver etage, der mangler.)

Alle dele gennemføres i fuldt brandmandsudstyr – på nær, når væggen skal forceres i 2. del.


+
Beredskabsassistent Michael Nielsen har nået toppen af trapperne i den 15 etager høje bygning på havnefronten i Aalborg. Han har gennemført Toughest Firefighter Alive-konkurrencen!  Tobias Stidsen

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev