Hun blev kaldt "krymmel til hverdagen": "Det er de små øjeblikke, der bliver hos mennesker"

For nylig blev jeg beskrevet som “krymmel til hverdagen” på min arbejdsplads.

Det blev sagt med varme, og ordene blev hos mig og varmede mig. De fik mig til at tænker over, hvorfor jeg gør, som jeg gør.

Jeg har altid været hende, der får øje på de små ting.

Hende, der får lyst til at bage boller, fordi en velkendt duft måske kan vække et minde.

Hende, der sætter en sang på og oplever, hvordan et menneske pludselig synger med på en tekst, som ellers virkede glemt.

Hende, der griber de små spontane øjeblikke, når de opstår.

Jeg har aldrig set det som noget ekstra. For mig har det altid været en del af omsorgen.

Når jeg arbejder med mennesker, der lever med demens, oplever jeg hver dag, hvor stor betydning de små ting kan have.

En velkendt melodi. En hånd at holde i. En duft, der åbner døren til et minde. Et grin, der kommer ud af det blå.

Øjeblikke, som måske ser små ud udefra, men som kan være store for det menneske, der står midt i dem.

I Assens Kommune arbejder vi ud fra Eden-filosofien, hvor vi har fokus på at skabe liv, mening og relationer i hverdagen. Vi arbejder for at bekæmpe ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed, og det giver så god mening for mig. For den tilgang minder mig om, at vores opgave ikke kun handler om pleje, men også om at skabe dage, der er værd at være i.

For nylig havde vi en travl dag med sygdom blandt personalet. Det var en af de dage, hvor vi måtte løbe lidt stærkere end normalt. Jeg nåede mine opgaver, men jeg nåede ikke helt det nærvær, jeg gerne ville give.

Midt i det hele spurgte en beboer mig:

“Havde du travlt i dag?”

Jeg smilede. Det var vist ikke til at skjule.

Senere kom han hen til mig med en flødebolle og en stille tak for hjælpen.

Det var bare en flødebolle, men den mindede mig om noget vigtigt. At relationer går begge veje. At mennesker ser os, ligesom vi ser dem. Og at omsorg ikke kun handler om det, vi gør for andre, men også om det, vi skaber sammen med dem.

Måske er det også derfor, jeg deler stjernestunder fra mit arbejdsliv. Ikke fordi alle dage er fyldt med dem. Det er de ikke. Der er også dage, hvor jeg går hjem med følelsen af, at jeg nåede det nødvendige, men ikke alt det, jeg ønskede.

Men jeg deler dem, fordi de minder mig om, hvad vores fag også er. De minder mig om glæden, nærværet og de øjeblikke, hvor et menneske føler sig set.

Når jeg tænker tilbage på ordet krymmel, smiler jeg egentlig lidt. For det fik mig til at tænke på, hvor forskellige vi er - og hvor godt det egentlig er.

Jeg ville ikke kunne gøre mit arbejde uden mine kolleger. Dem, der skaber struktur, overblik og tryghed. Dem, der får hverdagen til at hænge sammen, også på de dage, hvor det hele går lidt stærkt.

Og måske ville mit krymmel heller ikke have meget værdi uden dem.

Jeg tror ikke, god omsorg opstår, fordi vi alle er ens. Jeg tror, den opstår, fordi vi er forskellige. Fordi nogle er stærke i strukturen, mens andre er stærke i spontaniteten. Fordi nogle holder fast i planen, mens andre griber nuet.

Begge dele er nødvendige og med mine øjne kan ingen af delene stå alene.

Det er måske netop det, jeg elsker ved mit fag. At vi sammen skaber en hverdag, hvor mennesker ikke kun bliver plejet, men også oplever liv, mening og fællesskab.

Når jeg tænker tilbage på ordet krymmel, er det ikke ordet, jeg husker.

Det er menneskerne.

Beboerne.

Mine kolleger.

De små øjeblikke.

Og følelsen af at være en del af noget, der er større end mig selv.

Den omsorg, der ikke kun holder mennesker i live, men som også giver dem noget at leve for.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk