Hos Tove hedder det dåk og æwler: ”Jeg tænker slet ikke over, hvordan jeg lyder”

”Vil du have et æwel mere?”

Hos den vestjyske dagplejer, Tove Lauridsen, spiser børnene ikke æbler - de spiser æwler.

De leger heller ikke med dukker - men med dåk.

Og når Tove omtaler sig selv, hedder det a og ikke jeg.

”Jeg tænker slet ikke over, hvordan jeg lyder – for sådan har jeg jo altid snakket,” siger hun.

I sine 37 år som dagplejer har hun aldrig haft forældre, der har kommenteret negativt på hendes vestjyske dialekt. Tove er også stolt af, at man kan høre, hvor hun kommer fra.

”Jeg synes, at dialekter er fantastiske. Det er sådan, vi kan høre, at vi kommer fra forskellige dele af Danmark,” siger hun.

Kan føre dialekten videre

For den 61-årige dagplejer er hendes måde at tale på ikke noget særligt. Men den kan faktisk få betydning for de børn, hun passer.

Det fortæller Michael Bach Ipsen, som er cand.mag. i lingvistik med speciale i danske dialekter.

Ifølge ham tyder forskning på, at børn, der tidligt møder forskellige dialekter, får trænet deres hjerne på en måde, der minder om det, man ser hos tosprogede børn.

”Børnene lærer at strukturere information forskelligt, og det styrker også deres analytiske evner, når de hører flere sprog eller måder at tale på,” siger han.

Ifølge Michael Bach Ipsen kan børnene have gavn af den sproglige variation, de møder hos Tove – og så kan hun være med til at give dialekten videre, fortæller han.

”Hvis børnene bliver eksponeret for dialekten flere timer om dagen, så kan det jo ende med at være det sprog, de bruger i deres liv fremadrettet,” uddyber han.

Man må tale, som man vil

Toves barndom foregik i Opsund, som ligger et par kilometer væk fra Videbæk, hvor hun bor i dag. Begge byer ligger imellem Herning og Ringkøbing.

Den vestjyske dialekt har hun fra sine forældre, som også kommer fra området. Men den er ikke smittet af på hverken hendes mand eller børn.

”Min mand taler også jysk, men ikke nær så vestjysk som mig, og mine børn taler mere rigsdansk,” fortæller hun.

At hendes nærmeste ikke er flydende i vestjysk ligesom hende er dog ikke noget, hun tager så tungt.

”Da mine børn var små, kunne de godt finde på at rette mig, hvis jeg sagde æwel i stedet for æble,” griner hun.

Tove synes, det er dejligt, hvis hun kan være med til at give den vestjyske dialekt videre til de børn, hun passer. Men det vigtigste for hende er egentlig, at folk får lov til at snakke på den måde, de har lyst til – dialekt eller ej.

"Forældrene synes sikkert, jeg er en bonderøv en gang imellem, fordi jeg snakker, som jeg gør. Men der er aldrig nogen, som har sagt til mig: "Tove, du lyder åndssvagt."

Du kan se videoen med Tove Lauridsen og dagplejebørnene øverst i artiklen.