Fra BZ’er til parkeringsvagt:Jeg giver stadig gaden tilbage til folket”

Mine venner grinede lidt af det, da jeg blev p-vagt, for jeg er gammel BZ’er. De syntes det var sjovt, at jeg pludselig var blevet sherif. Men for mig handler det om det samme: Om hvem, der ejer gaden. Det er sådan jeg ser det mit arbejde. At give byen tilbage til borgerne. For eksempel, når vi hjælper buschaufførerne, der er stressede nok i forvejen, fordi folk har parkeret midt i et busholdested. 

Jeg har været tekstforfatter i et reklamebureau, været med til at udvikle et nyt medie og været kommunikationschef. Men jeg var træt af møder. Af at fortælle andre, hvordan de skal arbejde, træt af MUS, APV, af skulle sælge noget og dig selv og uklare succesparametre. Her er der ingen stress, ingen ufærdige bunker og ingen musearm. 

Som p-vagt har du frihed. Og du er altid gladere, når du kommer hjem, end da du tog afsted. Jeg går cirka 15.000 skridt, cykler 15-20 kilometer, er ude i al slags vejr, og møder byens borgere, som ofte er glade for at du kommer, for vi hjælper dem af med biler, der er parkerede alle vegne.  Mit mål er at folk tager bøden med et smil. Det lykkes overraskende ofte. De kan jo for det meste se det selv.