Undrer sig over psykiatriplan: Hvorfor gøre sosu-assistenter til sygeplejersker, når vi mangler begge?

Regeringens nye psykiatriplan får ros fra FOA for sine mange forebyggende tiltag, men kritikken lader heller ikke vente på sig.
08. april
Regeringen har præsenteret en tiårsplan for psykiatrien, der sigter mod at sikre hurtigere og bedre behandling for patienter med psykiske lidelser. Planen indebærer blandt andet en styrkelse af det tværfaglige samarbejde og en øget indsats for at tiltrække flere faglærte medarbejdere til området.
Formand for social- og sundhedssektoren i FOA, Tanja Nielsen, anerkender, at regeringen på flere områder har lyttet godt. Hun udtrykker dog bekymring over, at der lægges vægt på at videreuddanne social- og sundhedsassistenter til sygeplejersker.
”Vi mangler i forvejen social- og sundhedsassistenter. Så rynker jeg altså brynene, når målet er at gøre social- og sundhedsassistenter til sygeplejersker. I stedet gælder det om at få uddannet de mange, som ikke har en relevant uddannelse,” lyder det fra Tanja Nielsen.
Hun peger på, at kun 55 procent af medarbejderne på døgntilbud i socialpsykiatrien har en uddannelse inden for social- eller sundhedsområdet. Det skaber usikre rammer både for borgere og ansatte, mener FOA.
”Det er nogle af dem med mindst uddannelse, der tager sig af de mest sårbare borgere," siger Tanja Nielsen og uddyber:
”Vi bør vende rækkefølgen af investeringerne til uddannelse om, så vi sikrer et hurtigt, fagligt løft. Vi skal satse benhårdt på uddannelse. Det er der brug for.”
