Socialminister om millionprofitter på botilbud:”Min grænse er langt overskredet”
Regeringen har dog ikke planer om at lave loft for profit på botilbud og sender i stedet bolden videre til kommunerne.
28. november
Debatten om profit på botilbud rykkede sent onsdag eftermiddag ind i Folketingssalen, da socialminister Sophie Hæstorp Andersen blev bedt om at forholde sig til, at flere ejere af private botilbud hiver millioner af skattekroner ud til sig selv.
”Er det ok at tage 33 millioner kroner ud? Er det ok at give sig selv 1,7 millioner kroner i lederløn,” spurgte SF’s socialordfører Charlotte Broman Mølbæk socialministeren og henviste til Fagbladet FOAs afdækning.
”Med de eksempler, der er kommet frem, så synes jeg, at min grænse er langt overskredet,” lød svaret fra socialminister Sophie Hæstorp Andersen.
Er det ok at tage 33 millioner kroner ud? Er det ok at give sig selv 1,7 millioner kroner i lederløn?
Charlotte Broman Mølbæk, SF's socialordfører
Socialministeren gjorde det til gengæld også klart, at regeringen ikke har ”aktuelle planer” om at ændre lovgivningen på området, der senest blev justeret i 2021.
Siden har private botilbud været forpligtet til at oplyse om priser og udbytte, så kommunerne har mulighed for at fravælge tilbud med for stor profit, forklarede hun.
”Hvis socialtilsynet vurderer, at prisen er alt, alt for høj, og der er taget for meget profit ud, så skal der ske en anmærkning på Tilbudsportalen, så kommunerne kan lade være med at vælge det tilbud,” sagde Sophie Hæstorp Andersen.
Mangler politisk flertal
Socialordfører Charlotte Broman Mølbæk forsøgte gentagne gange at få et klart svar på, om regeringen mener, at der i stedet bør indføres en beløbsgrænse for, hvor stort overskud ejere af private tilbud må hive ud til sig selv.
Ministeren pegede på, at der ikke var politisk flertal for et lave et decideret forbud i 2021 mod at tage profit ud og vurderede, at det heller ikke er tilfældet i dag.
”Men regeringen er meget opmærksom på, hvad der foregår for at sikre, at tilbuddene hviler på faglighed og ikke på at kunne udtage profit,” lød det fra Sophie Hæstorp Andersen.
For nylig forsøgte Fagbladet FOA at få et interview med KL – blandt andet for at høre, om kommunerne er gode nok til at undersøge, om samme kvalitet kunne være leveret billigere.
I en skriftlig kommentar svarede Ulrik Wilbek, formand for KL’s socialudvalg, ikke direkte på spørgsmålet. Han slog til gengæld fast, at midlerne på socialområdet skal gavne de borgere, der har brug for hjælp og støtte, og at det er vigtigt med en stærk sammenhæng mellem pris og kvalitet.