Når systemet glemmer partneren: Par i fertilitetsbehandling burde have samme rettigheder

Min partner og jeg har kæmpet for at få barn nummer to, siden vi mistede i uge 20 i 2023. Det var ikke bare et tab. Det var et chok og en sorg, der satte sig i kroppen og i hjertet.

Det tog os lang tid at finde modet til at prøve igen, og da vi endelig gjorde, blev vi mødt af komplikationer, afbrudte forløb og et system, der ikke altid hænger sammen.

Da vi hørte om offentlig fertilitetsbehandling, tænkte vi: Måske er det her vores chance.

Selve behandlingen er på ingen måde forløbet problemfrit. At jeg oven i også skulle opleve udfordringer med min arbejdsplads, havde jeg ikke troet.

Jeg arbejder som social- og sundhedshjælper, og min partner og jeg har været igennem et fertilitetsforløb før. Her var det ikke noget problem, at jeg skulle have fri i forbindelse med forløbet. Min ledelse var forstående, og jeg kunne være der for min partner uden at skulle forklare, forsvare eller kæmpe for retten til at stå ved hendes side. Det gav ro. Det gav styrke. Det gav os følelsen af, at vi stod sammen – også i det praktiske.

Men i det seneste forløb er alt ændret.

Som partner har jeg stort set ingen rettigheder.

Fakta er, at min partner har ret til fravær efter barselslovens § 8, fordi det er hendes fertilitet, der behandles.

Fakta er også, at jeg ikke har ret til fravær som partner – medmindre jeg skal aflevere en fertilitetstest samme dag som udtagningen. Resten af dagen må jeg dække med ferie, afspadsering eller fridage. Det er til trods for, at fertilitetsklinikken kræver, at jeg er til stede – men det understøtter lovgivningen ikke.

Da jeg informerede min assisterende leder om den kommende udtagning, blev jeg mødt af beskeden: “Du må prøve at bytte din vagt.”

Det føltes som et slag i maven.

For hvordan bytter man en vagt, når klinikken fastsætter tidspunktet? Hvordan bytter man en vagt, når man står i en situation, hvor ens partner har brug for én – ikke bare som praktisk støtte, men som menneske, som livspartner, som den, der holder håbet sammen, når det er ved at briste?

Jeg gik ud fra kontoret med en klump i halsen. Jeg kunne mærke, at jeg ikke længere blev mødt af den forståelse, vi havde oplevet i det første forløb. Og jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne bære det alene.

Derfor sendte jeg en mail rundt til mine kollegaer efter at have talt med min assisterende leder. Jeg skrev, at jeg havde holdt kortene tæt om, hvad vi var i gang med - men at jeg nu måtte fortælle dem sandheden, for jeg havde brug for hjælp til at bytte min vagt, hvis det blev nødvendigt.

Jeg var nervøs for at åbne op. Nervøs for at stå sårbar. Nervøs for at blotte noget så privat.

Men deres reaktion ramte mig dybt.

Jeg blev mødt af forståelse, lykønskninger, og flere kollegaer skrev, at de stod klar til at hjælpe med at bytte, hvis behovet opstod – medmindre det lykkedes mig at få fri på dagen for udtagningen.

Da jeg læste deres svar, kunne jeg mærke, hvordan følelserne tog fat i mig. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.

For det var kollegaer, der vil mig det bedste. Kollegaer, der er klar til at springe til, når lokummet virkelig brænder. Kollegaer, der forstår, at der skal findes en løsning – fordi det her ikke bare er en vagt, men vores fremtid.

Deres støtte var som et lys midt i alt det uvisse. Det viste mig, at problemet ikke er mennesker. Problemet er systemet.

Og midt i alt det står fagforeningerne med et ansvar, som ikke længere kan ignoreres.

For i dag har vi som partnere stort set ingen rettigheder – selvom vi burde være en naturlig del af processen fra start til slut. Jeg bør ikke bede om afspadsering eller en feriedag for at kunne være der for min partner. Jeg bør have samme rettigheder. Er det virkelig for meget at forlange?

Derfor bør fagforeningerne forhandle de næste overenskomster bedre på netop dette område, så vi som partnere står stærkere, bliver anerkendt og får de rettigheder, der afspejler den virkelighed, vi er en del af.

Vi er ikke tilskuere. Vi er en nødvendig del af behandlingen. Og det bør vores overenskomster også afspejle.

For det er ikke bare et hul i lovgivningen. Det er en blind vinkel i forhold til den virkelighed, par i fertilitetsbehandling står i.

Fertilitetsbehandling er ikke en individuel proces. Det er et fælles projekt. Et projekt, der kræver nærvær, støtte, stabilitet og tid – ikke kun fra den, der får behandling, men også fra den, der står ved siden af og bærer halvdelen af håbet og halvdelen af sorgen.

Vi er heldige at have en dreng på ni år, som også ønsker sig at blive storebror. Han spørger ind, han håber, han drømmer sammen med os. Og det gør det hele endnu mere betydningsfuldt – for det handler ikke kun om os som par, men om vores familie som helhed.

Der er tusindvis af par, der står i samme situation som os. Og fordi ingen partner bør stå i en situation, hvor man må vælge mellem sit arbejde og sin familie – især ikke i en proces, der handler om at skabe netop det: en familie.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk