Klimaforskere: Vi bør ikke beskytte hele Danmark mod oversvømmelser

To klimaforskere efterlyser en debat om, hvorvidt visse områder skal opgives i kampen mod havets stigende vandstande. Colourbox

Klimaforandringerne presser det kommunale redningsberedskab. Ifølge to klimaforskere kan vi blive nødt til at opgive at beskytte dele af den danske kystlinje, når oversvømmelser og stormfloder rammer.

22. oktober

Når stormfloder og oversvømmelser i fremtiden rammer Danmark, bliver vi nødt til at overveje, om vi fortsat skal beskytte hele landets kystlinje lige meget. Det siger Nina Baron, forsker i miljøtilpasning og ph.d. i miljøsociologi, og Karsten Arnbjerg-Nielsen, klimaforsker ved DMI, til TV2.

Overfor mediet opfordrer de politikerne til at tage hul på den svære debat om, hvorvidt visse områder skal opgives i kampen mod havets stigende vandstande.

”Vi har jo 8000 kilometer kystlinje i Danmark, og vi kan ikke bygge diger hele vejen rundt omkring. Både fordi vi ikke har ressourcerne, men er det også et Danmark, vi gerne vil bo i,” siger hun til TV 2 og medgiver, at det er en ”vildt sårbar” debat.

Rekordmange udrykninger

I sidste uge kunne Fagbladet FOA fortælle, at de kommunale beredskaber sidste år rykkede ud et historisk højt antal gange på grund af storme, skybrud, oversvømmelser og forhøjet vandstand. I alt blev det til 597 udrykninger forårsaget af vejret. Til sammenligning var der 340 udrykninger i 2018.

”Klimaforandringerne giver allerede nu et voldsommere vejr i Danmark, og presser borgerne og beredskaberne. Når træerne vælter og vandet står os til knæene, er det de kommunale beredskaber, der rykker ud,” lød det i den forbindelse fra Thomas Brücker, sektorformand i FOA.

De materielle skader ved massive oversvømmelser kan koste milliarder af kroner at reparere, og derfor har Danmark behov for en bedre plan, siger Karsten Arnbjerg-Nielsen til TV2.

”Som det er nu, skal vi bygge 2000-4000 kilometer dige, hvis vi skal beskytte al det, som det er samfundsøkonomisk optimalt at beskytte; eller vi skal flytte det,” forklarer han.

De to klimaforskere ønsker ikke at udpege specifikke byer eller områder, der bør opgives, da det er politikernes ansvar at fastlægge en overordnet strategi.


Fagbladet anbefaler