Elever i opråb: "Vi nægter at blive uddannet til omsorg og ansat til svigt"

Vi skriver ikke dette for at udstille enkelte arbejdspladser, medarbejdere eller ledelser. Tværtimod møder vi hver dag dygtige, engagerede og omsorgsfulde mennesker, som gør deres bedste under svære vilkår.

Vi skriver dette, fordi vi oplever en voksende afstand mellem den faglighed og omsorg, vi bliver uddannet til, og den virkelighed vi møder i praksis.

Som kommende social- og sundhedshjælpere bliver vi undervist i værdighed, relationel omsorg, rehabilitering, etik og forebyggelse af forråelse. Vi lærer at sætte mennesket først og skabe livskvalitet gennem nærvær og faglighed.

Men vi står tilbage med et grundlæggende spørgsmål:

Hvad er værdien af al den viden, hvis vi ikke får mulighed for at omsætte den til praksis?

Virkeligheden er præget af tidspres, underbemanding og konstante prioriteringer. Det betyder, at medarbejdere dagligt må fravælge den omsorg, de ved, borgerne har brug for. Aktiviteter nedprioriteres, borgere må vente, og basale behov dækkes ofte på et minimumsniveau.

Det er ikke et spørgsmål om vilje.

Det er et spørgsmål om rammer.

Dette er ikke et lokalt problem. Det gælder på tværs af plejecentre, hjemmepleje, hospitaler og sociale tilbud. Overalt hvor mennesker er afhængige af hjælp, oplever medarbejdere et krydspres mellem faglige idealer og praktiske muligheder.

Konsekvenserne er alvorlige.

Når medarbejdere gennem længere tid ikke kan handle i overensstemmelse med deres faglige og etiske værdier, opstår der afmagt og moralsk stress. Over tid kan det føre til forråelse – ikke fordi mennesker ønsker det, men fordi det bliver en psykologisk overlevelsesstrategi.

Vi risikerer, at engagerede og omsorgsfulde fagpersoner gradvist mister deres overskud og begynder at arbejde mere rutinepræget og distanceret.

Det går ud over de mest sårbare borgere.

Det går ud over medarbejderne.

Og det går ud over kvaliteten af vores velfærd.

Er det et værdigt liv for de ældre?

Er det et værdigt arbejdsliv for medarbejderne?

Og er det det samfund, vi ønsker?

Vi er nødt til at tage denne problematik alvorligt. Der er brug for flere hænder, men også for nye måder at tænke velfærd på.

Kunne vi skabe stærkere samarbejder mellem plejecentre, skoler og daginstitutioner?

Kunne unge i fritidsjob eller junior-mesterlære bidrage til fællesskab og aktiviteter?

Kunne lokalsamfund, foreninger og frivillige i højere grad inddrages som supplement til den faglige indsats?

Mulighederne findes.

Fagligheden findes.

Engagementet findes.

Det, der mangler, er rammerne.

Vi er klar til at tage ansvar for fremtidens velfærd.

Men vi nægter at blive en generation af SOSU'er, der uddannes til omsorg og ansættes til svigt.

Nu håber vi, at beslutningstagerne er klar til at tage ansvar for rammerne.

For værdighed kan ikke vedtages.

Den skal kunne mærkes.

For det handler ikke kun om systemer og økonomi.

Det handler om mennesker.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk