Store forskelle i kommunerne: Så mange borgere har én medarbejder ansvaret for

Ifølge Tanja Nielsen er der behov for, at kommunerne investerer i flere medarbejdere, hvis ældreplejen skal følge med udviklingen. Canva

På 10 år er antallet af ældre per social- og sundhedsmedarbejder steget. Se, hvor mange ældre hver medarbejder har ansvar for i din kommune.

i dag kl. 12.03

Mens antallet af ældre i danske kommuner vokser, halter antallet af social- og sundhedsmedarbejdere bagefter. Det viser nye tal fra FOA.

Kigger man 10 år tilbage, var der i 2016 i gennemsnit 13,6 borgere på 65 år eller derover per social- og sundhedsmedarbejder. I 2026 er det tal steget til 15.

Vi kan ikke leve op til lovens intentioner, når kommunerne ikke lader antallet af ansatte følge med antallet af ældre.

Tanja Nielsen, sektorformand for Social- og sundhed i FOA

Og det er en udvikling, der vækker bekymring hos Tanja Nielsen, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA. 

”Det er deprimerende tal. Det gør det sværere for de ansatte at levere den omsorg og pleje som de ældre borgere fortjener og har brug for, siger hun.

Virkeligheden er mere udfordret

Det står i ifølge formanden i modsætning til intentionen bag den nye ældrelov, som handler om at give bedre omsorg til de ældre. Blandt andet ved, at ansatte og borgere kommer tættere på hinanden, så ansatte forstår den enkelte ældres liv og forudsætninger.

Noget, hun mener, bliver svært at indfri, som det ser ud nu.

”Vi kan ikke leve op til lovens intentioner, når kommunerne ikke lader antallet af ansatte følge med antallet af ældre.”

Tanja Nielsen understreger også, at tallene ikke viser hele billedet af, hvordan det ser ud i ældreplejen. Hun mener, at virkeligheden er mere udfordret.

"Når vi lever længere, stiger behovet for pleje og omsorg. En 85-årig har i gennemsnit et langt større plejebehov end en 75-årig. Den udvikling afspejles ikke i tallene, men den mærker medarbejderne hver eneste dag."

Stor forskel på kommuner

Selvom landsgennemsnittet er steget, er der stor forskel på, hvor mange ældre hver social- og sundhedsmedarbejder har ansvar for i de enkelte kommuner.

Halsnæs, Rebild og Helsingør hører til de kommuner, hvor hver social- og sundhedsmedarbejder har ansvar for flest ældre. I Rebild og Helsingør er der 18,7 borgere på 65 år eller derover per medarbejder, mens tallet i Halsnæs er hele 19,2.

Hvis ældreområdet skal følge med det stigende antal ældre, skal der også investeres i flere medarbejdere.

Tanja Nielsen, sektorformand for Social- og sundhed i FOA

I den anden ende af skalaen med færrest ældre per medarbejder finder man Glostrup, Jammerbugt og Albertslund. I Glostrup er der 10,5 borgere på 65 år eller derover per medarbejder, mens tallet er 11,3 i Albertslund og 11,6 i Jammerbugt.

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk

Ifølge Tanja Nielsen risikerer ældre i kommuner med mange borgere per social- og sundhedsmedarbejder at få dårligere pleje, fordi medarbejderne har mindre tid til den enkelte.

Hun peger derfor på, at kommunerne har et ansvar i at bruge de nødvendige midler til at få ansat flere medarbejdere.

”Hvis ældreområdet skal følge med det stigende antal ældre, skal der også investeres i flere medarbejdere. Ellers bliver det de ældre og de ansatte, der betaler prisen," siger Tanja Nielsen

Dyk ned i kortet og find din kommune herunder: 


Fagbladet anbefaler