Retten til Elses privatliv vinder igen – nu er de skjulte optagelser blevet slettet
TV2-dokumentaren ‘Plejehjemmene bag facaden’ er højst usædvanligt blevet fjernet fra TV 2 Play. Det sker efter, at Landsretten har pålagt TV 2 at fjerne optagelserne med intime scener og helbredsoplysninger fra sine platforme.
i dag kl. 12.59
Omstridt TV 2-dokumentar, ‘Plejehjemmene bag facaden’, der blev vist i 2020, er blevet fjernet fra TV 2 Play.
Det oplyser TV 2 til Journalisten.
TV 2-direktør Anne Engdal Stig Christensen og journalist Michael Bech slipper begge for den bødestraf, anklagemyndigheden gik efter at få dem idømt, men bliver dømt for at krænke privatlivets fred.
De to blev ellers frifundet i Odense Byret med henvisning til ytrings- og informationsfriheden. Men Statsadvokaten ankede, og Østre Landsret har nu besluttet, at krænkelsen af privatlivet vægter højere.
Else og loftliften
I 2020 afslørede TV 2-dokumentaren blandt andet en hændelse på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, hvor dengang 90-årige Else hang i en loftlift og jamrede sig i otte minutter. Det er optagelser fra dokumentaren, der siden har været omdrejningspunkt for en årelang retssag.
Sagen fik også store konsekvenser for medarbejderne på Kongsgården.
I 2022 talte Fagbladet FOA med to tidligere ansatte om tiden efter dokumentaren. Ingen af dem var blandt de medarbejdere, der blev kritiseret i udsendelsen, men begge oplevede, at sagen satte dybe spor.
Begge har efter dokumentaren forladt ældreplejen. Den ene fortalte, at hun var blevet angst for at begå fejl, mens den anden beskrev, hvordan hun konstant kiggede sig over skulderen af frygt for skjulte kameraer.
”Der var problemer med fagligheden i det, der blev vist. Det kunne alle se. Men sådan var vi jo ikke alle sammen. Overhovedet ikke. Men der blev tegnet et billede af stedet som helhed som et forfærdeligt sted,” fortalte den ene til Fagbladet FOA.
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk
TV 2’s journalist ærgrer sig
Michael Bech er ærgerlig over sagens udfald og peger over for Journalisten på, at det er virkelig skuffende, at meget udsatte borgere ikke har en stemme længere.
”Der er mange lukkede rum i det her samfund, hvor psykisk syge, børn, ældre og udsatte opholder sig. Fra myndighedernes side lukker man fuldstændig journalisters mulighed for at afdække de her lukkede rum med skjult kamera,” udtaler han.
Han understreger i den forbindelse, at optagelserne har været med til at forme den vigtige debat, som efterfølgende blev skabt.
”Den var aldrig blevet til noget eller havde løftet debatniveauet til det niveau, hvis vi ikke havde haft de skjulte optagelser,” siger han til Journalisten.
Samfundsinteresse eller ret til privatliv
De skjulte optagelser har siden rejst et principielt spørgsmål om hensynet til Elses privatliv over for pressens mulighed for at dokumentere forhold af væsentlig samfundsmæssig interesse.
Da Højesteret behandlede sagen i 2021, fastslog retten, at optagelserne angik forhold af væsentlig samfundsmæssig interesse. Alligevel vejede hensynet til Elses privatliv tungest, og TV 2 blev forbudt at vise optagelserne.
Det hensyn er nu igen blevet afgørende i Østre Landsret.