Mød Generation Beta og deres forældre: En helt ny generation kommer til verden fra i år
Ligesom alle generationer før dem bliver Generation Beta-børn formet af den tid, de lever i – og deres forældre. Her er de tendenser og træk, vi kan se frem til.
16. januar
Det er ikke fordi, der kommer til at være kæmpe forskel på et barn, der er født 1. januar 2025, og et barn, der er født dagen før.
Men når man for eksempel er født med 15 års mellemrum, vil der alligevel være en del forskel på den tid, man er barn i – og dermed også den måde, man opfører sig på, og de værdier, man tager med sig videre i voksenlivet.
Derfor inddeler man generationerne i intervaller på 15 år, og netop ved det seneste årsskifte er man gået fra Generation Alpha, som blev født mellem 2010 og 2024, til Generation Beta, som bliver født fra i år til og med 2039.
Men hvordan bliver de at have med at gøre, de kære små?
Det har Berlingske for nylig kigget nærmere på i et interview med Jan Kampmann, der er professor i barndomsforskning på Roskilde Universitet.
Videre, videre, videre …
Børn, der bliver født i disse år, har nogle forældre, der ifølge professoren er ekstremt opmærksomme og groft sagt gør sig lidt for meget umage.
”Min bekymring er, at det pres, der er på, at børnene hele tiden skal videre, have læringsaktiviteter fra vuggestuen, og der er ingen tid at spilde. At det i sidste ende undergraver børnenes trivsel. Strengt taget kan vi imod vores vilje og intentioner komme til at bidrage til en øget grad af mistrivsel,« siger han til Berlingske.
Han ser også en tendens til, at tidens forældre forhandler med deres børn i stedet for at opdrage på dem. Og det er sket allerede fra en ung alder.
Det har dog den uheldige konsekvens, at risikoen for konflikter bliver større, og de konflikter kan være svære at håndtere for begge parter – og formentlig også for det pædagogiske personale, der tager sig af dem, når forældrene er på arbejde.
Generationerne
Generation Beta (2025-2039) – de børn, der fødes de kommende 15 år, får navnet Beta. Det er for tidligt at sige noget om, hvordan de bliver, men denne artikel beskriver nogle tendenser, som kan komme til at præge dem.
Generation Alpha (2010-2024) – den første generation af børn, der er vokset op i en verden, hvor det fysiske og virtuelle er smeltet sammen. De har/får en intuitiv tilgang til alt digitalt, og kunstig intelligens kommer til at være en helt naturlig ’ven’
Generation Z (1995-2009) – den første generation, der ikke kender til en tid før internettet, er vokset op med finanskrise, klimaforandringer, krig og corona. På arbejdsmarkedet er de omstillingsparate, men stiller også krav til god feedback.
Millennials (1980-94) – den mindste generation nogensinde, og derfor har de altid fået at vide, at arbejdslivet ligger for deres fødder, og af samme årsag er de meget selektive med det, de bruger deres tid på.
Generation X (1965-79) – en generation, der sætter en ære i at arbejde, at tjene penge og materiel velstand. Det er også i denne generation, at man første gang støder på begrebet curlingforældre, fordi deres børn både får mange ting og meget opmærksomhed.
Før Generation X kom babyboomerne – som du kan læse mere om HER – og de ældre i samfundet tilhører den såkaldte ’stille generation’ fra mellemkrigsårene.
I virkeligheden vil der være glidende overgange i det, der kendetegner generationerne, og de ældre generationer bliver naturligvis også formet af den tid, de lever i, samtidig med at de er rundet af den tid, de selv var børn i.
Tendens mod mindre skærmforbrug
Jan Kampmann har dog også lagt mærke til nogle forældretendenser, der går i den modsatte retning.
»Modbølgen består af forældre, der ikke er så læringsfikserede. De har ikke lige så travlt med, hvad deres børn skal nå at lære, og børnene får lov at lege. Det er håbet for denne generation,« siger han til Berlingske.
Han ser også positivt på den bølge, der er blevet bevidst om børnenes skærmforbrug – både når det handler om, hvor lang tid børnene får lov til at sidde og kigge på en skærm og – når de bliver lidt ældre – hvordan og hvornår de benytter sociale medier.
Forældrene til børnene i Generation Beta kommer i årene fremover i stadig større grad til selv at være født i Generation Z, der blev født mellem 1995 og 2009.
Generation Z er kendetegnet ved at fokusere på fleksibilitet, mening med arbejdet og på at de er digitalt indfødte’.