Michelle husker selv presset som elev: Elever skal have lov at lære deres fag

Der mangler hænder i ældreplejen. Det ved vi alle sammen.

Derfor uddanner vi elever – fremtidens kolleger.

Men behandler vi dem reelt som elever? Eller bliver de alt for ofte en løsning på travlhed og manglende bemanding?

De undervises i værdighed, etik, rehabilitering, relationel omsorg og forebyggelse af forråelse. De lærer, at mennesket er i centrum, og at god pleje er mere end opgaver, der skal krydses af.

Men i praksis møder mange et højt tempo, underbemanding og konstante prioriteringer.

Som social- og sundhedsassistent – og tidligere elev – genkender jeg problematikken.

Mange elever begynder uddannelsen med motivation, nysgerrighed og et oprigtigt ønske om at gøre en forskel.

Men i en presset hverdag får de måske kun en kort introduktion og skal derefter varetage opgaver mere eller mindre selvstændigt.

Ikke nødvendigvis fordi kolleger eller vejledere ikke vil lære fra sig, men fordi der er borgere, som venter. Medicin, der skal gives. Dokumentation, der skal skrives. En arbejdsplan, der skal hænge sammen.

De lærer hurtigt at arbejde effektivt. Men får de også tid til at lære deres fag?

Jeg har selv oplevet oplæringsperioder, hvor det handlede mere om overlevelse end om læring.

Som elever får vi ofte at vide: Du har ansvar for din egen læring.

Det har vi selvfølgelig også.

Men ansvaret kan ikke placeres hos eleven alene. Eleven har ansvar for at deltage aktivt i sin læring. Oplæringsstedet og vejlederne har ansvar for at skabe rammerne.

Jeg husker tydeligt, at jeg under en af mine egne oplæringsperioder blev så overvældet, at jeg ringede grædende til den elevansvarlige i FOA Sønderjylland.

Hun sagde noget, som stadig sidder i mig: Det overordnede ansvar for min læring lå ikke hos mig alene. Jeg kunne ikke forventes at lære det, jeg skulle, hvis jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lære, eller hvis ingen skabte mulighederne for det.

Det satte noget vigtigt i perspektiv.

For elever er forskellige. Nogle stiller spørgsmål til alt og finder hurtigt deres egen vej. Andre har brug for mere tryghed, tydelighed og støtte, før de tør sige højt, at de er usikre.

Det gør dem ikke mindre egnede til faget.

Hvis vi kun skaber plads til de elever, der fra første dag kan navigere selvstændigt i et presset system, risikerer vi at miste mennesker, som med den rette oplæring kunne være blevet dygtige og værdifulde kolleger.

Jeg har set elever køre grædende hjem efter en vagt. Jeg har set elever miste troen på sig selv.

Jeg har set dem blive presset psykisk, gå ned med stress eller vælge uddannelsen helt fra.

Ikke fordi de manglede vilje, omsorg eller fagligt potentiale.

Men fordi de ikke fik mulighed for at lykkes.

Mange vejledere står selv i et krydspres, hvor de både skal sikre borgernes pleje, nå dagens opgaver, dokumentere og samtidig skabe et godt læringsmiljø.

Det er rammerne, der er problemet.

Og når tidspres bliver normalen, bliver det også en del af elevernes læring.

Hvis de hver dag oplever, at faglige overvejelser, nærvær og relationer må vige for tempo og drift, risikerer de at lære, at sådan er faget bare. At omsorg er noget, vi taler om på skolen, mens virkeligheden handler om at nå videre til den næste borger.

Det er ikke kun et problem for eleverne. Det kan også få konsekvenser for borgerne, kvaliteten og patientsikkerheden.

Jeg har heldigvis også oplevet det modsatte.

I min oplæringsperiode på Fælles Akutmodtagelse på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa blev jeg mødt som elev – ikke som arbejdskraft.

Sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og læger var villige til at lære fra sig. De forklarede deres faglige overvejelser, stillede mig spørgsmål og gav mig mulighed for at være nysgerrig.

Jeg havde to vejledere, som gav mig troen på mig selv tilbage.

FAM viste mig, hvor meget et godt læringsmiljø betyder – både for elevens faglige udvikling, troen på sig selv og lysten til at blive i faget.

For god oplæring kan lade sig gøre - også i en travl og kompleks virkelighed. Men det kræver, at læring bliver prioriteret.

Det kræver tid til introduktion, følgevagter, refleksion og vejledning. Og det kræver, at vejlederne får mulighed for faktisk at være vejledere.

Elever er ikke gratis hænder eller en lappeløsning på travlhed. De er mennesker under uddannelse, som gradvist skal opbygge faglighed, dømmekraft og selvstændighed.

Vi taler meget om, hvordan vi får flere til at vælge social- og sundhedsuddannelserne.

Men vi bør tale mindst lige så meget om, hvordan vi passer på dem, der allerede har valgt os til.

Hvis vi vil fastholde eleverne, skal vi investere i deres oplæring.

Og hele arbejdspladsen skal tage ansvar for læringsmiljøet.

Vi skal give eleverne lov til at være elever. For elever er ikke løsningen på dagens travlhed. De er løsningen på fremtiden.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk