Gramseri og porno på fuld skrue: Sådan håndterer du borgerens seksuelle adfærd
Seksuelt grænseoverskridende adfærd kan skyldes sygdom eller medicin. Social- og sundhedsassistent og sexolog Susanne Kibernich kommer med råd til, hvordan du kan håndtere situationerne værdigt og passe på dig selv.
i dag kl. 12.18
En mandlig plejehjemsbeboer, der startede dagen med at råbe: ”Vil du have pik eller bajer?”
En kvindelig beboer, der i desperation stak gafler op i sit underliv og rev sig selv til blods.
En mand, der så pornofilm på fuld skrue, da hjemmeplejen kom på besøg.
Emma Gad er væk hos mange af dem. I deres svækkede hjerner ved de ikke, at det, de gør, er grænseoverskridende.
Susanne Kibernich, sexolog og social- og sundhedsassistent
Susanne Kibernich har oplevet og hørt om lidt af hvert i sine mere end 25 år som social- og sundhedsassistent.
”For mange år siden arbejdede jeg på et plejehjem, hvor en af beboerne var hyperseksuel. Han sad hele tiden med sin tissemand fremme i cafeen og onanerede til et billede af Anette Heick. Alle gik bare forbi,” siger hun.
”Hvis det var min far, der havde siddet sådan, ville jeg da ønske, at han var blevet skærmet, men jeg havde ikke noget erfaring. Ingen vidste, hvad de skulle gøre ved det.”
Men det ved hun i dag.
Emma Gad er væk
I 2022 blev hun uddannet sexolog, og i dag sætter hun sit job som social- og sundhedsassistent og praktikvejleder på Øresundshjemmet fokus på de ældres seksuelle adfærd.
Både den normale seksuelle adfærd og den seksuelt grænseoverskridende.
Sådan påvirker medicinen
Dopamin, som indgår i eksempelvis medicin ved Parkinsons sygdom og demens, kan give øget seksuel lyst og interesse, nogle gange i en grad, der kan skabe problemer for borgeren, partnere og omgivelserne.
Det kan blandt andet komme til udtryk ved hyppig onani i en grad, der virker tvangspræget.
Den sidste ses ofte hos beboere, der på grund af den medicin, de får, eller deres kognitive svækkelse, ikke agerer som de ville have gjort, hvis de var raske.
”På et tidspunkt havde vi en beboer, som havde en hjernetumor. Han gramsede på de ansatte og hev i deres bh og prøvede at flå den op. Han var virkelig voldsom,” forklarer hun.
”Emma Gad er væk hos mange af dem. I deres svækkede hjerner ved de ikke, at det, de gør, er grænseoverskridende.”
Men hvad skal du gøre, hvis du møder en borger med en grænseoverskridende seksuel adfærd?
Få Susanne Kibernichs råd her:
-
1
Hvad hvis du var borgeren?
Oplever du en borger, som har en grænseoverskridende seksuel adfærd, så lav et perspektivskift og sæt dig i borgerens sted. Giver det mening for borgeren, det som han/hun foretager sig? Ville personen gøre det samme, hvis vedkommende var rask i sit hoved?
-
2
Hav en klar aftale
Nogle ansatte tror, at den grænseoverskridende seksuelle adfærd er deres skyld. Resultatet er, at de undgår borgeren og undlader at fortælle deres kollegaer, hvad der sker. Så del det med dine kollegaer og sig det højt.
Lav en aftale på arbejdspladsen om, hvem man skal henvende sig til, hvis en borger/beboer har en grænseoverskridende seksuel adfærd.
Vedkommende har så ansvaret for at undersøge, om der er noget, man kan gøre. Kan man justere på medicinen, eller er det en frontallapsdemens, der gør, at personen ikke har nogen hæmninger?
-
3
Hvad kan man gøre?
Lav en handleplan, find på nogle interventioner, der giver mening, og gå langsomt frem, så man ikke bestiller en glædespige som det første. Det kan være, at borgerens/beboerens adfærd er udtryk for hudsult, og at løsningen er, at man giver vedkommende lidt creme på ryggen, holder personen i hånden, mens man ser noget i fjernsynet eller giver vedkommende en bamse, som skaber tryghed.
-
4
Gør opmærksom på dig selv
Kommer du eksempelvis ind til en borger, som du skal hjælpe i bad, og vedkommende er i fuld gang med at se en pornofilm, så gør opmærksom på, at du er i rummet, og spørg, om du skal komme tilbage om en halv time.
Selvom en stue på et plejehjem er at betragte som borgerens eget hjem, er det helt okay at sige, at du gerne vil have, at der slukkes for fjernsynet, mens du er i hjemmet.
-
5
Udskam ikke borgeren og gør det værdigt
Der er enormt meget skam forbundet med seksualitet, så undgå, at borgeren føler sig forkert. Omtal ikke borgeren som en gammel gris over for dine kollegaer. Det smitter nemlig af på, hvordan du og dine kollegaer betragter og behandler personen.
Ser du en borger, som tager på sig selv midt i opholdsrummet, så sig stille og roligt, at det ikke er hensigtsmæssigt, for han ved ikke, at det er forkert. Skærm ham og vis ham hen, hvor han bor.