Lena er én af de første af sin slags: “Vi må gerne være lidt frembrusende”
Titlen som ammerådgiver tilfalder ikke mange social- og sundhedsassistenter. Men Lena Vang skiller sig ud. Hun håber, at hendes historie kan være med til at inspirere andre.
28. januar
Lena Vang har haft sin gang på Bornholms Hospital i syv år. Men fra slutningen af 2024 har social- og sundhedsassistenten kunnet skrive et nyt sæt kompetencer på CV’et.
Som én af meget få i sit fag er hun blevet uddannet som IBCLC-certificeret ammevejleder. En titel, der går godt i spænd med hendes dagligdag på Afsnit for Børn på hospitalet, hvor hun blandt andet er med til at tage sig af øens nyfødte børn og nybagte forældre.
“Der er mange, som har brug for hjælp til at komme i gang med amningen. Og så er det er helt fantastisk at være med til at gøre en forskel for de familier og sende dem godt fra start," siger Lena Vang.
Det har givet mig et enormt selvtillidsboost.
Lene Vang, nyuddannet ammevejleder
Ikke uden bump på vejen
Uddannelsen har også haft betydning for den nyslåede ammevejleders tro på sig selv. Hun står nu endnu stærkere i sin faglighed.
“Det har givet mig et enormt selvtillidsboost. Jeg føler mig mere kompetent og værdsat i mit arbejde," siger hun.
Der findes kun ganske få certificerede ammevejledere med baggrund som social- og sundhedsassistent, da stillingen oftest varetages af sygeplejersker eller jordemødre.
Lena Vangs vej dertil var da heller ikke helt uden udfordringer. Første gang hun gik til ledelsen med ønsket om at få uddannelsen, fik hun afslag. Uddannelsen var dyr, og hospitalet havde allerede en sygeplejerske med samme kompetencer ansat på deltid.
Men efter lidt betænkningstid fra toppen fik hun en mulighed.
“Jeg skulle sende en motiveret ansøgning til ledelsen med argumenter for, hvordan det ville bidrage positivt til afdelingen at sende mig afsted. Det virkede heldigvis”, fortæller Lena Vang.
Derefter kunne hun tage hul på uddannelsen, som både indeholder 90 timers teoretisk undervisning, 1000 timers praktisk erfaring og slutteligt en skriftlig eksamen.
Hvad betyder IBCLC-certificeringen?
- IBCLC-certificeringen er en international certificering af ammerådgivere og den højeste uddannelse inden for amning.
- Med uddannelsen er det muligt at arbejde som ammekonsulent på verdensplan.
- Ammespecialister skal blandt andet rådgive og vejlede nybagte forældre om amning, hjælpe med at få amningen til at lykkes og give en forståelse af, hvorfor det ikke altid er lige til.
- Der er uddannet cirka 30.000 IBCLC-konsulenter på verdensplan, heraf 300 i Danmark.
- Uddannelsen skal recertificeres hvert femte år og man er forpligtet til at følge med i den nyeste viden på området.
Kilde: Bornholms Hospital
“Vi må gerne være lidt frembrusende”
I dag står Lena Vang så med certificeringen i hånden, en bundsolid viden i bagagen og en stor opfordring til dem, der har samme drømme som hende.
“Spring ud i det. Vi må gerne være lidt frembrusende. Det viser bare, at vi har ambitioner," siger hun.
Selv er Lena Vang enormt glad for at have fået muligheden for at videreuddanne sig. Hun håber, at hendes historie også kan sætte tanker i gang hos andre arbejdsgivere rundt om i landet:
“Forhåbentlig kan det bidrage til at inspirere og åbne arbejdspladsernes øjne for, hvilke ting vi som social- og sundhedsassistenter kan bidrage med.”
Drømmer du om efteruddannelse?
Her er seks råd til, hvordan du kan tage de første skridt mod en efteruddannelse.
- Italesæt dine idéer: Tal med din tillidsrepræsentant og din leder om, at du gerne vil have efteruddannelse. Tag emnet op på et personalemøde. Kontakt en skole.
- Tag fat i en tredjepart: Få hjælp hos din tillidsrepræsentant eller i din FOA-afdeling, hvis dialogen med din leder er svær for dig og dine kolleger.
- Undersøg uddannelsen: Dyk ned i hvilken viden, færdigheder og kompetencer, du/I vil få efter et uddannelsesforløb. Det kan skolen blandt andre hjælpe med at sætte ord på.
- Udnyt MUS: Brug din medarbejderudviklingssamtale til at aftale uddannelse og kompetenceudvikling med din leder. Samtalen kan også bruges til at pege på de gevinster, arbejdspladsen vil få af din/jeres efteruddannelse.
- Præsentér for din leder: Overvej hvilke helt konkrete resultater, du kan være med til at skabe med dine nye kompetencer. Og fortæl din leder, hvordan det kan bidrage til, at arbejdspladsen når sine overordnede mål.
- Hjælp til betaling: Tag fat i din lokale FOA-afdeling, hvis du vil have hjælp til at finde ud af, om du/I kan søge kompetencefonde til at betale for uddannelsen.
Kilde: Laura Voigt Møllebro, konsulent i FOA