Haven er blevet et redskab i behandlingen: "Man er ikke tvunget til at holde øjenkontakt"

”Haven var lidt kedelig. Der skulle være flere dufte og farver, og vi skulle bruge haven som et værktøj i mødet med patienterne,” fortæller social- og sundhedsassistent Maja Kitter.

Da voksenpsykiatrien på Bispebjerg Hospital for tre år siden flyttede ind i nye bygninger, var der plantet grønt i de anlagte atriumgårde.

Men på Akut Modtageafsnit A2 havde personalet andre planer – der skulle være mere spræl i haven.

”Man kan bruge det miljøterapeutisk, når patienterne er med til at vælge planter, vande, luge og se det udvikle sig. At det ikke bare handler om ens sygdom, når man er her,” forklarer Maja Kitter.

Ideen med at bruge haven som et aktiv bakkede Majas leder med det samme op om.

”Jeg er superheldig, at jeg har en leder, som giver mig timer til, at jeg kan gå fra, så jeg kan arbejde med patienterne ude i haven,” siger hun.

Og Maja Kitter er ikke i tvivl om, at det kan noget, når man flytter snakken fra værelset og ud i gården blandt blomsterne.

”Indlæggelserne på afsnittet er akutte og korte. Det hjælper på relationsdannelsen, at man bare går herude og sludrer. Man er ikke tvunget til at holde øjenkontakt, hvilket kan være svært, når man snakker om noget tungt,” siger hun.

Fællesskab med patienterne

Ambitionen var, at atriumgården skulle være andet end en rygergård, og det er lykkedes.

”Det er et helle, hvor man kan gå ud og slappe af. Nogle hører lydbøger, nogle er med til at plante, mens andre kommer ud og plukker lidt blomster til en vase,” fortæller Maja Kitter.

En af de patienter, der flittigt bruger haven, er Nicoline, som er i 20’erne. Af flere omgange har hun været indlagt på afdelingen.

Hun var med til at plante brudeslør, som så lidt kedelige ud, da de blev sat i jorden, men nu er de høje og smukke og er blevet hendes yndlingsblomst i haven.

”Når man er indlagt, kan man hurtigt blive ret opgivende og føle, at man ikke kan komme videre med sit liv eller skabe noget selv," siger hun.

"Det er meget givende, at jeg kan være med til at skabe noget smukt og håndgribeligt, som har vokset sig i en tid, hvor jeg ikke får gjort så meget andet."

Nicoline oplever også, at haven er med til at danne et fællesskab mellem patienterne.

En sommeraften blev der sat musik på og bagt pandekager i atriumgården, mens nogle af patienterne og medarbejderne gik og ordnede haven.

”Uanset om man var med til at plante eller bare spiste lidt snacks, så hyggede alle. Alle glemte tid og sted, og at de er her, fordi de har det svært. Det var som en normal sommeraften, hvor man bare mødtes og hyggede sig,” fortæller hun.

Nicoline mærker også, at afdelingens indsats for at gøre haven til et smukt sted, bliver anerkendt.

”Da jeg vandede haven forleden, kom der nogle ud og snakkede om, hvor flot den var, og hvor dejlig den var at kigge på. Jeg har også stolt vist den frem, når jeg har haft besøg,” siger Nicoline.

Inspirerende skriveværksted

Selv går Nicoline både ud i haven, når den skal plejes og passes, og når hun bare skal slappe af. Det er rart at sidde i nogle andre omgivelser end indenfor, hvor der ikke er så meget livsglæde, forklarer hun.

”Jeg bruger meget haven til at skrive tekster. Det er inspirerende at sidde herude og kigge på blomsterne, som også er smukke og sårbare,” siger hun.

Selvom Nicoline ikke betragter sig selv som et havemenneske, har hun opdaget, at det at arbejde med blomster kan noget.

Derfor har hun tilbudt sin roomie, som har en nyttehave, at hun gerne vil hjælpe til der, når hun bliver udskrevet.

”Jeg har fundet ud af, at det giver mig ekstremt meget ro at arbejde i en have. Det ville være synd, hvis det kun var noget, jeg gjorde her på afdelingen, når det faktisk er noget, der hjælper,” siger hun.

For social- og sundhedsassistent Maja Kitter vækker det glæde at mærke, hvor meget haven betyder for Nicoline og de andre patienter.

”Det er også en hyggelig fortælling, at det er vores patienter, der har været med til at vælge, hvordan haven skal se ud,” fortæller hun.

Af hensyn til Nicolines privatliv har Fagbladet FOA valgt ikke at skrive hendes efternavn eller bringe et billede af hende.