Første lærebog af sin art: Beredskabet får nye værktøjer til undervisning

”Opgaven som instruktør i beredskabets uddannelser spiller en helt central og væsentlig rolle i et robust redningsberedskab og i at skabe et trygt samfund. Også når uheldet er ude,” lyder det i lærebogens forord. Udklip af forsiden af lærebogen (udgivet af Beredskabsstyrelsen)

Beredskabsstyrelsen og Hovedstadens Beredskab har udgivet en lærebog om instruktørvirke i redningsberedskabet.

24. september

Lærebogen 'Instruktørvirke i Redningsberedskabet' er den første af sin art og hjælper instruktører i beredskabet med at blive bedre til at undervise og planlægge uddannelse.

Målet er at gøre dem dygtigere til at formidle beredskabsfagligt indhold og sikre, at uddannelserne bliver udviklet og organiseret med høj kvalitet.

”Opgaven som instruktør i beredskabets uddannelser spiller en helt central og væsentlig rolle i et robust redningsberedskab og i at skabe et trygt samfund. Også når uheldet er ude.”

”Instruktørens opgave er at formidle viden og understøtte færdighedstræning, så beredskabets medarbejder har kompetence til at løse alt mellem hverdagens hændelser, særlige hændelser og 100 års hændelser. Det stiller store krav til instruktørens pædagogiske og faglige evner,” skriver Beredskabsstyrelsens brigadechef Allan Kirk Jensen i bogens forord.

Lærebogen er henvendt til de kommunale redningsberedskaber og Beredskabsstyrelsen, men den kan med fordel anvendes af andre, der arbejder med undervisning, instruktørvirke og uddannelsesplanlægning i en beredskabsfaglig kontekst.

Du finder lærebogen her.


Fagbladet anbefaler