3.500 privatansatte skal stemme om ny overenskomst: ”Dem, der stemmer, bestemmer”

Michelle Schibler (tv), Klaus Routh Wiberg og Ann Larsen har været med i overenskomstforhandlingerne i den private sosu-sektor. "Vi kan forhåbentligt fornemme, hvordan vores kolleger vil modtage et resultat," har de tidligere sagt til Fagbladet FOA. Her sidder de sammen med Thomas Enghausen, der er næstformand i FOA. Morten Bruun

Privatansatte medlemmer af FOA skal tage stilling til ny overenskomst – alle stemmeberettigede får link til digital afstemning og kan stemme frem til 8. april klokken 23.59.

25. marts

FOAs privatansatte medlemmer skal nu tage stilling til deres nye overenskomst.

”Dem, der stemmer, bestemmer. Det plejer jeg at sige,” siger FOAs næstformand Thomas Enghausen.

Urafstemningen gælder de knap 3.500 medlemmer af FOA, der arbejder privat – det kan for eksempel være i vikarbureauer, på private plejehjem eller på handicapområdet.

Afstemningen foregår digitalt, og du kan stemme helt frem til mandag den 8. april klokken 23.59. Og du bør bruge din stemme, lyder det fra næstformanden.

”Det med at tage stilling er enormt vigtigt. Derfor vil jeg gerne opfordre så mange som muligt til at sætte deres kryds.”

Se her, hvad der er landet på det private plejeområde

Se her, hvad der er landet på det private pædagogiske område

Se her, hvad der er landet for vikarbureauerne

Se her, hvad der er landet på handicapområdet

Sådan stemmer du

Når urafstemningen er sat i gang, modtager alle stemmeberettigede privatansatte medlemmer af FOA en mail eller en sms med informationer om afstemningen og link til selve afstemningen.

Linket fører direkte til stemmesedlen, hvor du får adgang ved blot at skrive din fødselsdato. Alternativt kan du også stemme via MitID.

Jeg vil gerne opfordre så mange som muligt til at sætte deres kryds

Thomas Enghausen, Næstformand i FOA

Undervejs i den lidt over to uger lange afstemningsperiode kan du stemme lige så mange gange, du vil. Du kan altså fortryde og skifte fra ’ja’ til ’nej’ og tilbage igen – eller omvendt. Du skal bare være opmærksom på, at det er den sidst afgivne stemme, der tæller.

På FOAs hjemmeside kan du læse mere om afstemningen.

Resultatet af urafstemningen bliver efter planen offentliggjort onsdag den 9. april om eftermiddagen.


Fagbladet anbefaler