Niels blev grebet af en pædagog som barn: ”Det gjorde en verden til forskel”

På en gård i sensommerlandskabet syd for Aarhus sidder Niels Drescher i et vindruegrønt drivhus. Han har fundet sig til rette i en rødstribet sofa og lader sig ikke mærke med, at regnen har væltet ned det meste af formiddagen.

”Jeg er vokset op i mosset,” fortæller han.

”Og det er lidt som at vende hjem,” siger han om at være flyttet ind på gården sammen med fire andre studerende.

Niels Drescher er 27 år og opvokset på en juletræsfarm i Østjylland. Han var også med i den seneste sæson af DR-programmet Alene i Vildmarken. Her blev han kendt for at stortrives gennem 40 dage mutters alene i Laplands vilde landskab – med skuespil, 14 timers lange lure og så meget mad, at han endte med at tage på.

Hans overskud og evne til at finde sig til rette i vildmarken var imponerede. Men sådan har det ikke altid været. Som barn blev det afgørende for ham, at en pædagog i børnehaven greb ham og tog ham med ud i skoven.

Blev kaldt for ”problembarn”

Overgangen fra Niels’ naturlige færden udenfor som barn til livet inden for i børnehaven var svær.

”Jeg blev kaldt et ”problembarn”, fordi jeg havde svært ved at sidde stille og svært ved at være i de kasser, som jeg oplevede, at de andre børn havde nemmere ved at være i”, fortæller han.

Under de modne vindruer i læ for regnen peger Niels på, at hans system har været vant til naturen og det åbne landskab hjemmefra, mens det overvældende indeklima i børnehaven var en for stor kontrast.

”Jeg var en sprællemand med krudt i røven, som blev udadreagerende, fordi jeg ikke følte, at jeg passede ind”, siger han.

Det var indtil den dag, pædagogen Berit så et andet behov hos ham og tog ham med ud i skoven.

”Når det hele blev for meget for mig indenfor, gik vi ned til søen og fangede haletudser og lavede huler i Hakkebakkeskoven med nogle af mine venner. Det var en ren følelse af inklusion endelig at være et sted, hvor jeg var god til at være”, siger han.

Der findes ingen forkerte børn

Det er blevet vigtigt for Niels at understrege, at ingen børn er forkerte. 

”Jeg var et utilpasset barn – ikke et forkert barn – og heldigvis nåede pædagogerne at gribe mig i institutionen. Det gjorde en verden til forskel for mig”, fortæller han.

Pædagogerne gjorde det godt, fordi de så hele det barn, som Niels var. 

”Det var megafedt, at Berit og nogle af de andre pædagoger løftede blikket og talte til det understimulerede barn eller det barn, som bare ikke passede ind i de konventionelle rammer”, udtaler han. 

”Jeg kan godt forstå, at jeg var et møgirriterende barn”, tilføjer han.

For Niels er hans fortælling en anerkendelse af pædagogernes arbejde, fordi han ved, at han var ti gange mere krævende end andre børn. 

Børn ud i naturen

Hvis Niels skal give et råd til pædagoger, som ifølge ham, allerede gør et fantastisk stykke arbejde, så er det at få børn mere ud i naturen.

”Jeg ved, det er et spørgsmål om normering, men hvis det er muligt, er det bare med at komme ud og få en regnorm mellem fingrene eller at fange en haletudse”, siger han.

Og hvordan gør man så det i praksis?

”Sæt jer ud og hold øje med, hvilke insekter der kommer forbi – en sommerfugl eller en bi – og prøv at lave et eventyr ud af det med børnene. Gad vide hvor det kommer fra, eller hvor skal den mon hen?Så man får skabt en lille fortælling om dyret”, siger han. 

”De børn kommer til at huske det resten af livet, og måske bliver de også mere knyttede til naturen”, smiler han.

”Og hvis naturen kan være et middel til at lette den mentale byrde, som mange børn og unge går med, så gør det det kun endnu mere fantastisk”, siger han.