”Mange er så hårdt ramt, at de må sygemelde sig”: Overgangsalderen presser kvinder på jobbet
Over halvdelen af FOA-medlemmer, der er i overgangsalderen, påvirkes negativt af gener på arbejdet. 14 procent har været sygemeldt på grund af overgangsalderen. Det viser ny undersøgelse.
03. december
Dårlig søvn, hedeture, udmattelse, depressionslignende symptomer og migræne. Det er blot nogle blandt mange af de symptomer, som FOAs medlemmer i overgangsalderen er ramt af.
I en ny undersøgelse svarer over halvdelen af medlemmerne i overgangsalderen, at de påvirkes i meget høj, høj eller nogen grad af gener relateret til overgangsalderen på deres arbejde.
Tre ud af fire har søvnbesvær, cirka ligeså mange er udmattede og 60 procent har muskel- og ledsmerter.
14 procent – altså cirka hver syvende – har været sygemeldt på grund af gener fra overgangsalderen.
”Det påvirker hele mit liv. Jeg får nu hormoner, og det hjælper lidt. Men både psyken, træthed og smerter er et helvede,” svarer en undersøgelsen.
”Jeg kan ikke holde det samme arbejdstempo. Koncentrationen er dårligere, kan ikke huske samme mængde informationer. Ømme led og muskler gør det sværere at overkomme det fysiske arbejde. Dårlig nattesøvn giver mere træthed og gør det sværere at overkomme arbejde både fysisk og psykisk, især med arbejde med demente mennesker. Det har kostet flere sygedage,” svarer en anden.
14 procent
af FOAs medlemmer i overgangsalderen har været sygemeldt på grund af gener.
Medlemsundersøgelse fra FOA
En medarbejdergruppe, vi glemmer
I sommer kom Lasse Gliemann, der er viceinstitutleder ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, frem til, at sygemeldinger på grund af gener fra overgangsalderen hvert år estimeret koster samfundet fire milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Fraværet vurderes til at svare til omkring 10.200 tabte årsværk. Det skriver Berlingske.
De tal sammenholdt med FOAs nye undersøgelse kalder på, at der kommer mere opmærksomhed på problemet. Det mener fagpolitisk ordfører i FOA, Maria Klingsholm.
”Det er rigtig ærgerligt, at så mange er så hårdt ramt, at de må sygemelde sig. Det er en gruppe medarbejdere, vi på en eller anden måde glemmer. Hvordan kan vi give deres trivsel et større fokus? Det er meget tydeligt, at der er noget at komme efter,” siger hun.
Arbejdspladserne bør tilpasses
Kun én procent af FOAs medlemmer svarer i undersøgelsen, at deres arbejdsplads tager særlig hensyn til kvinder i overgangsalderen. Men 54 procent mener, at arbejdspladserne bør tage hensyn.
En foreslår, at man får lov at holde flere pauser. Flere foreslår fleksibel mødetid på de dage, hvor man ikke har sovet om natten. Mange foreslår, at man skal have ret til at tage andet tøj på end sin uniform. Og igen er der nogen, der mener, at opgaverne skal tilpasses:
”Der burde tages hensyn til, at man i perioder ikke arbejder så hurtig som ellers. Det kan være svært at bade de ældre, når man selv har det megavarmt,” lyder et svar i undersøgelsen.
Maria Klingsholm er enig. Fleksibel arbejdstid, mulighed for andet arbejdstøj, tilpasning af opgaver og flere pauser kan alle være tiltag, som ville kunne hjælpe mange.
”Men det er svært at lovgive sig ud af den her udfordring, fordi løsningen for den enkelte er meget individuel. Vejen frem er, at vi sætter fokus på udfordringen, så det bliver noget, man kan tale med sin arbejdsgiver om derude. For nogle er det et tabu, og det skal vi væk fra,” siger hun.
”I mine øjne bør det være lige så legalt at tale om overgangsalder som graviditet, og jeg tror egentligt, at det i det store billede er småting, der kan gøre en rigtig stor forskel for nogle af dem, der er hårdt ramt,” siger fagpolitisk ordfører i FOA, Maria Klingsholm.
Sådan mærker FOAs medlemmer overgangsalder
- 52 procent af FOAs medlemmer i overgangsalderen påvirkes i meget høj, høj eller nogen grad i arbejdet af gener relateret til overgangsalderen.
- Det er først fremmest dårlig søvn (77 procent), hedeture (73 procent), udmattelse (70 procent) og led- og muskelsmerter (60 procent), som påvirker medlemmerne i deres arbejde.
- Medlemmer med meget fysisk og psykisk belastende arbejde, højt arbejdstempo og stress påvirkes i højere grad af gener i arbejdet.
- Cirka halvdelen af de medlemmer, der bærer arbejdstøj, oplever, at arbejdstøjet forværrer symptomerne ved overgangsalderen.
- 14 procent har været sygemeldt på grund af overgangsalder.
- 77 procent oplever ikke overgangsalderen som skamfuld.
- 57 procent taler med deres kolleger om overgangsalderen, men kun 17 procent taler med deres leder.
- Kun én procent oplever, at der er tiltag på arbejdspladsen til at mindske gener ved overgangsalderen i forbindelse med arbejdet, men 54 procent mener, at arbejdspladserne bør tilpasses til, at kvinder kommer i overgangsalderen.
Kilde: FOAs medlemsundersøgelse gennemført fra den 1. til 10. oktober blandt 1.417 medlemmer i overgangsalderen.