Lisbeth talte højt om overgangsalderen – nu gør kollegaerne det samme

Lisbeth Drostrup begyndte at tvivle på, om hun stadig duede til sit arbejde.

Hun var energiforladt. Koncentrationen glippede oftere end før. Hun sov dårligt om natten, for det føltes som om, at hendes krop brændte.  

”Jeg kunne mærke, hvor frustrerende det var, at jeg ikke længere kunne det samme som før. Samtidig havde jeg stadig ambitionerne og lysten til mit arbejde,” siger Lisbeth Drostrup, der er dagplejepædagog og tillidsrepræsentant i Assens Kommune.

Symptomerne mindede om noget, hun tidligere havde set hos kollegaer.

Overgangsalderen havde sneget sig ind på hende.

Derfor valgte hun at tage emnet op på et MED-udvalgsmøde. Hun brugte sig selv som eksempel, og pakkede det ind i humor, for det var ofte sådan, snakken om overgangsalder plejede at foregå.

Men bag humoren lå et alvorligt budskab.

”Jeg havde brug for at tale højt om, hvor uretfærdigt det er, at kvinder skal igennem sådan en livsfase, hvor man ikke er sig selv mere, og hvor man ikke har overskud til det samme - mens det stadig forventes, at man kan præstere det samme,” siger Lisbeth.

Flere åbnede op

Efter udvalgsmødet begyndte Lisbeth stille og roligt at bringe overgangsalderen op, når det gav mening i hverdagen blandt dagplejerne.

Hun rundede blandt andet emnet, når hun var ude på tilsynsrunder om arbejdsmiljø og trivsel.

”Jeg brugte igen mig selv som eksempel, fordi det var vigtigt for mig, at ingen følte sig udstillet. For mange er det privat at tale om overgangsalder. Især kvinder, der er ældre end mig, har ikke været vant til, at man taler åbent om det,” siger Lisbeth.

Med tiden bragte Lisbeth det op, hver gang hun fik mulighed for det. Og efterhånden oplevede hun, at flere af daglejerne selv begyndte at sætte ord på de gener og frustrationer, de oplevede ved overgangsalderen.

En af dagplejerne fortalte Lisbeth om en episode, hvor hun var begyndt at græde foran nogle forældre. Samtidig havde flere oplevet dagplejeren som mere skarp i tonen og mere irritabel end normalt.

”Dengang vidste jeg ikke, hvad der var på spil. Men senere sagde hun til mig, at hun var virkelig hårdt ramt af overgangsalderen, og at hun derfor ikke kunne styre sit humør,” siger Lisbeth.

”Det var bare så stort, at hun delte det med mig. Hvis man begynder at tale om generne forbundet med overgangsalderen, kan man også bedre forstå, hvad der ligger bag, hvis nogle virker mere pressede eller har mindre overskud end normalt.”

Små hensyn gør en forskel

Lisbeth beskriver sig selv som insisterende, når det gælder om at holde fast i snakken om overgangsalderen på arbejdspladsen. Derfor er det også blevet en naturlig del af deres arbejdskultur.

”Mange vender det indad, når de pludselig ikke har det samme overskud som før. Det er vigtigt, at vi taler om det, så man ikke føler sig alene eller fyldt af skyld og skam,” siger hun.

Derudover har hun også talt med flere af dagplejerne om, hvad der konkret kan gøre arbejdslivet lettere i perioder, hvor overgangsalderen fylder meget. 

”Ofte aftaler vi, at der skal skrues ned for aktivitetsniveauet med børnene. Hvis ikke man sover godt i en periode, skal man ikke sætte de store forkromede projekter i gang. Der er det bedre, at man passer på sig selv og bare er til stede og nærværende med børnene. Og det er der fuld opbakning til fra både mig og vores leder,” siger Lisbeth.

”Alternativet er, at de føler, at de er nødt til at sygemelde sig, hvis de har for høje forventninger til, hvad der er tilstrækkeligt at lave, mens man er på arbejde.”

Dog har hun stadig et ønske om, at der er mere, hun kan gøre for dem, der er ramt af gener. For eksempel muligheden for at tage en fridag uden nødvendigvis at skulle registreres som syg.

”Jeg drømmer om, at man begyndte at forholde sig mere politisk til overgangsalderen som en livsfase i arbejdslivet. Vi er gode til at tage hånd om gravide, medarbejdere med små børn og seniorer,” siger hun og holder en kort pause:

”Men vi mangler hele den gruppe kvinder, der står midt i overgangsalderen.”