Tuberkulose som en arbejdsskade? Få svaret på det og meget mere her
Hvad skal du gøre, hvis du bliver smittet med tuberkulose i forbindelse med arbejde? Og hvad er tuberkulose overhovedet? Det får du svar på i denne guide.
i dag kl. 14.10
Et mindre udbrud af tuberkulose har spredt sig fra et plejecenter i Vejle til værestedet Café Parasollen. I alt er 18 personer blevet smittet med tuberkulose. Det skriver TV Syd.
Flere medlemmer har ringet til FOA og udtrykt, at det har været utryghed på arbejdspladsen, samt at der har været tvivl om, hvordan de skal håndtere det, hvis de selv bliver smittet, mens de er på arbejde.
Det har Tine Marie Andersen, der er sektionsleder i Sektion for Arbejdsskade i FOA, et svar på.
”FOA anbefaler, at medlemmerne går til deres egen læge og får anmeldt tuberkulose som en erhvervssygdom, hvis de har været udsat for smitte på deres arbejde og er blevet syge,” siger hun.
Tuberkulosebakterien blev første gang fundet i en død beboer fra plejecentret, der dog var død af andre årsager. Manden var fast bruger af Café Parasollen og har formentlig bragt smitten med sig fra plejecentret og hen på værestedet.
Men hvad er tuberkulose egentlig for en sygdom? Hvordan og hvor meget smitter den? Og er den farlig?
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk
Alt det – og meget mere – har Fagbladet FOA spurgt Troels Lillebæk om. Han er professor og afdelingschef for Afdelingen for Tuberkulose og Mykobakterier på Statens Serum Institut.
-
1
Hvad er tuberkulose, og hvad er symptomerne?
”Tuberkulose er en infektionssygdom, der skyldes en bakterie. I 99 procent af tilfældene er det bakterien Mycobacterium tuberculosis, man bliver smittet med,” siger Troels Lillebæk.
”Symptomerne minder om en slem influenza. Så det er feber, hoste, opspyt og vægttab. Feberen viser sig også hyppigt som ’nattesved’.”
-
2
Hvordan smitter den?
”Den smitter via aerosoler – det vil sige, at bakterierne kommer ud i luften, og så er der en anden, der inhalerer dem. Så det er ved, at en syg person med lungetuberkulose hoster, og en anden inhalerer de dråber, der kommer i luften. Den er altså dråbebåren.”
”I meget, meget sjældne tilfælde kan den smitte ved uhensigtmæssig omgang med sår, urin og afføring. Men det er yderst sjældent. Det er næsten altid en dråbebåren smitte via luft,” siger Troels Lillebæk.
-
3
Hvor smitsom er den?
”Den er smitsom ved tæt kontakt. Man plejer at sige, at hvis man deler husstand, kan man blive smittet. Men det kan jo så også være, hvis man som omsorgsperson passer en patient eller en borger. Der kommer man jo også tæt på. Så hvis den patient eller borger er syg af ikke-opdaget tuberkulose, er der en risiko for at blive smittet.”
”Der er cirka 200 tilfælde af tuberkulose-sygdom om året i hele Danmark, mens cirka to procent af danskerne er smittet med bakterien uden at være syge. Det er kun én ud af 10 smittede, som rent faktisk bliver syge af det. Så du kan godt blive smittet med bakterien og så gå hele livet, uden at den udvikler sig til sygdom.”
”Men det er vigtigt at sige, at man kun kan give smitten videre, hvis man har tuberkulose i lungerne - altså hvis smitten har udviklet sig til sygdom."
-
4
Hvor farlig er den?
”Vi er jo så heldige at bo i en del af verden, hvor man hurtigt kan få stillet diagnosen og få behandlingen gratis. Så hvis man sørger for at reagere på symptomerne og tage imod behandlingen, vil man normalt blive helt sund og rask igen.”
”Det er farligt, hvis man ignorerer symptomerne. Så sætter man sig selv i en større risiko, fordi sygdommen kan udvikle sig til alvorlig sygdom. Hvis man følger rådene og går til læge ved symptomer, vil det normalt altid være noget, man kan håndtere.”
-
5
Er medarbejdere i omsorgsfag i større risiko for at blive smittet end andre?
”Det vil være forkert at sige, at man slet ikke er i en større risiko. Men risikoen er stadigvæk meget, meget lille, fordi sygdommen er så sjælden. Der er cirka to til tre personer om året i hele Danmark, der får tuberkulose i forbindelse med deres arbejde. Så der er en minimalt større risiko.”
-
6
Hvilken behandling findes der?
”Den forebyggende behandling er et eller to forskellige antibiotika i nogle få måneder. Hvis det er den fulde behandling for tuberkulose-sygdom, er det normalt fire forskellige antibiotika i seks måneder.”
-
7
Er der bivirkninger ved behandlingen?
”Den forebyggende behandling vil du som regel slet ikke mærke noget til. Så der kan du leve helt normalt og stadig være på arbejde. Det kan minde lidt om en penicillinkur, hvor du helt i starten vil mærke lidt ubehag og måske kvalme. Men det går normalt hurtigt over igen.”
”Hvis du er så uheldig at få alvorlige gener ved den første behandling, skifter man til en anden medicin. Der findes flere forskellige muligheder.”
-
8
Viser den sig med det samme, eller er der en inkubationstid?
”Hvis man er så uheldig, at det udvikler sig til sygdom, går der minimum en til to måneder, fra man bliver smittet, til man får symptomer – men der kan gå mange år. Så hvis man har haft kontakt til en, som man finder ud af har lungetuberkulose i smitsom form, vil man få instruktioner af de læger og sygeplejersker, der behandler patienten, i også at starte den forebyggende behandling ved behov.”