Fire ud af fem ledere er følelsesmæssigt belastede af arbejdet – 57 procent føler sig stressede

Arbejdet giver mening.

Man gør en forskel, og det er enormt spændende at være den, der sætter retningen.

Men det er også enormt følelsesmæssigt belastende.

Man presses både oppefra i systemet og af sine medarbejdere, og man har aldrig rigtig fri.

Den virkelighed befinder mange ledere sig i.

For selv om de i en spritny undersøgelse fra FOA i stor udstrækning svarer, at de er tilfredse med deres job som ledere, så er der også rigtig mange, som svarer, at de oplever stress, og at arbejdet er følelsesmæssigt belastende.

Derfor satte det årlige Ledertræf i FOA i Kolding i denne uge fokus på trivslen.

”Totalt udvidet arbejdstid”

Et job, der både kan være enormt belastende og enormt givende.

Det er noget, Jeanette Raas kan genkende.

Hun er leder på et plejehjem i Nordjylland med 72 boliger, og i øjeblikket har hun det, der kaldes ’udvidet ledelse’, for et andet plejehjem i kommunen, der ligeledes har 72 boliger.

”Jeg kan godt nogle gange opleve, at jeg har en totalt udvidet arbejdstid,” siger hun.

”Det er ikke fordi, jeg ikke kan holde fri, men min telefon er aldrig alt for langt væk, for det ligger hele tiden i baghovedet, at jeg kan få et opkald.”

Jeanette Raas oplever, at kompleksiteten i hendes job er blevet meget højere de senere år.

Reformer skal føres ud i livet, samtidig med at der kommer flere syge borgere, der har brug for intensiv hjælp, og rekrutteringen af personale er blevet sværere.

”Der er en politisk ambition om, at der skal være en faglig og nærværende ledelse ude ved medarbejdere og beboere,” siger hun.

”Jeg synes, visionen er fantastisk, men jeg har stadig brug for at få den oversat til, hvordan jeg skal gøre i praksis, for lige nu ville jeg simpelthen ikke kunne nå det. Der har jeg også brug for noget hjælp, for det kan ikke altid være dem ude i de yderste led, der skal opfinde den dybe tallerken.”

Hun kunne godt tænke sig, at ”beslutningstagerne også tager ansvar for, om rammerne er til stede for, at ambitionerne kan lykkes”.

Jeanette Raas prøver at minde sig selv om at finde den rette balance og ikke hele tiden pålægge sig selv at finde løsningen på alle opgaver og udfordringer.

Hvis hun glemmer det, passer hun ikke godt nok på sig selv.

”Men jeg er stadig i denne her branche, fordi det faktisk er det, jeg brænder for. Det er fedt at gøre noget for andre mennesker. Og vi er heldigvis også gode til at vende det om og kigge på ressourcer fremfor belastninger,” siger hun.

Fra elev til chef

En af pointerne ved ledertræffet var, at ledernes trivsel smitter direkte af på medarbejderne. Når lederen er presset, bliver medarbejderne det også.

Claus Jensen kan sætte sig ind i den problemstilling fra begge sider.

Han er gået fra at social- og sundhedshjælperelev på et aalborgensisk plejehjem over social- og sundhedsassistentuddannelsen til i dag at være leder samme sted.

”Heldigvis har vi en god kultur på min arbejdsplads, som jeg selv har været med til at skabe, dengang jeg var medarbejder,” siger han.

”Vi har arbejdet målrettet med at være bevidste om, hvordan vi møder ind om morgenen, og at det er okay at sige det højt, hvis man har en dårlig dag.”

Selv synes han, at noget af det vanskeligste ved at være blevet leder er, hvor han skal gå hen, når han personligt oplever dårligt psykisk arbejdsmiljø.

”Jeg er også ansat, ligesom de medarbejdere jeg leder. Men jeg kan ikke sidde og fortælle om mit psykiske arbejdsmiljø over for en arbejdsmiljørepræsentant, jeg har været med til at ansætte, og som jeg har ledelsesretten over,” forklarer Claus Jensen.

I stedet forsøger han at ”lede opad” og efterspørge klare rammer fra sin ledelse i kommunen.

Han er også med i en netværksgruppe for andre plejehjemsledere i kommunen, hvor han både kan få luft fra frustrationer og faglig sparring.

Det seneste halve år har dog været ekstra hårdt følelsesmæssigt, indrømmer han. Med hjertebanken og indimellem ondt i maven.

”Min assisterende leder har været udlånt i tre måneder, og jeg har også selv været delvist udlånt til et andet plejecenter. Derudover har der været nogle personalesager, og den slags presser helt generelt,” siger han.

”Men samtidig er jeg også bare helt vildt glad for at være leder. Altså denne her spænding og afveksling, der er i jobbet, og at man aldrig ved, hvad man møder ind til.”

Det går ikke uden lederne

Formanden for Lederforeningen i FOA, Joan Lindskov, har også lagt mærke til den dobbelthed, der ligger i rollen hos dem, der har ansvaret.

”De fleste ledere svarer ja til, at de trives med det meningsfulde, der ligger i et job, hvor man føler, man gør en forskel,” siger hun.

”Men jobbet indebærer også stress, følelsesmæssige belastninger og enearbejde. Der er hele tiden en balance, hvor belastningerne ikke må veje mere end fordelene.”

Joan Lindskov oplever, at der stadig eksisterer et stereotypt billede på, hvordan man er leder:

En leder er aldrig syg, behøver ingen restitution og har svaret på alt. Og ofte er det også lederen, der har det billede af sig selv.

”Hvor mange andre ville acceptere, at arbejdstiden er hele tiden,” spørger hun.

Hun tror på en fremtid, hvor ledere ikke forventes at være supermænd eller -kvinder, og hvor flere ledere indgår i et ledelsesteam, hvor det altid er muligt at sparre med hinanden og dække ind for hinanden.

”Når man ikke står med ansvaret alene, tror jeg på, det vil få en stor betydning for stressproblemer og udfordringer med fastholdelse – og dermed også de menige medarbejderes trivsel.”

Joan Lindskov fortæller, at Lederforeningen i FOA i de kommende år vil sætte ekstra fokus på lederes trivsel. Det kommer til at foregå på både kommunalt, regionalt og nationalt plan.

”Hvis politikerne og administrationen presser lederne og ikke sørger for, at de har ordentlige vilkår, så kommer vi ikke til at kunne gennemføre de reformer, der er vedtaget,” siger hun.

”Lederne er nøglepersoner i forandringer i alle sammenhænge, og hvis lederne ikke har ressourcerne, tiden eller kompetencerne til at rumme det, der kommer nedefra og oppefra, kommer vi ingen vegne.”