Anne frygter tidligere patient som ny kollega: Kan hun advare lederen?

Hvordan ville du reagere, hvis din tidligere patient i psykiatrien pludselig dukkede op som din nye kollega i plejen?

Og hvis denne patient, som havde enormt svært ved at tilsidesætte egne behov og havde vanskeligt ved at vise empati, netop skulle give ældre mennesker omsorg og empati?

Sådan lyder det i social- og sundhedsassistent Annes dilemma, der i sin mail til panelet i podcasten Dilemmaklubben med Malin spørger til, hvad hendes muligheder er.

Hurtig fyring

For nu, hvor Anne og hendes tidligere kolleger på afdelingen ser, at den tidligere patient søger job som ufaglært i plejen i det område, hvor de arbejder, bliver de bekymrede.  

”En af mine elevkolleger sagde, at hun jo mente, at hun hurtigt ville blive fyret igen. Men bare det synes jeg er utroligt bekymrende,” skriver hun.

”Hvis hun fik en borger, der var dement og udadreagerende, tror jeg, at det ville kunne ende i en situation, der var farlig for borgeren. Desuden vil hun hurtigt kunne få sig et nyt arbejde. Der mangler jo så mange af os,” skriver hun.

En ny chance

”Men husk, at hun har været syg, da I mødte hende,” siger Jógvan Ditlevsen, social- og sundhedsassistent i Svendborg Hjemmepleje, der er en af de tre paneldeltagere, der diskuterer Annes dilemma i podcasten.

”Hun har formentlig fået medicin og samtaler, og jeg tænker, at hun har fået det bedre. Jeg synes, man skal give hende en chance. Vi har jo alle oplevet, at der er ting, der har bøvlet i vores liv, ” siger Jógvan, der også mener, at selve beslutningen om at ansætte en person ligger uden for Annes opgaveområde.

”Det er en ledelsesbeslutning, også selv om Anne selvfølgelig skal være opmærksom, hvis den tidligere patient får en ansættelse på hendes arbejdsplads.”

Folk kan helbredes

At hun bør få mulighed for at rejse sig, mener også Carolyne Kaddu Rasmussen, der er tidligere social- og sundhedsassistent, nuværende sygeplejerske og kendt ansigt fra tv og forfatter- og foredragsvirksomhed.   

”Jeg tror på, at folk kan blive helbredt. Og folk har brug for en chance i livet,” siger hun.  

Samtidig forstår hun godt Annes bekymring. Men det er en bekymring, Anne ikke kan gøre noget ved lige her og nu. Og derfor bør hun have tiltro til, at dem, der skal vurdere, om den person er egnet, tager sig af den opgave, når den tid kommer.

”Der er rigtig mange, der har meget i deres bagage, når de kommer ind på en uddannelse. Det handler om, at du skal arbejde med dig selv, før du arbejder med andre. Sådan var det for mig, da jeg kom som flygtning for 32 år siden og havde rigtig mange traumer med i min bagage. Jeg fik lov til at arbejde md mig selv inden jeg kom ud til borgerne.”

Fordomme mod psykiatrien

René Pedersen fra Sociolancen, der kører ud til de mest udsatte borgere i København, forstår godt Annes bekymring. Samtidig er han på Carolynes hold i forhold til nye chancer i livet.  

”Jeg kan godt høre, at jeg bliver en lille smule trist over at høre det her. Og omvendt kan jeg godt sætte mig ind i Annes og hendes kollegers situation, og at man godt kan få den bekymring om, hvor langt den her kvinde er kommet i sit liv.”

Samtidig mener han, at vi har nogle fordomme om psykiatrien, som man ikke har andre steder i samfundet. For hvis vi har en tidligere stofbruger, der kommer ud af sit misbrug og ender med at være rådgiver for unge, så klapper vi af ham. ’Hold kæft, hvor er det godt.’ Men hvis man har været indlagt i psykiatrien, bliver det ved med at hænge fast.

”Hvad er der med den psykiatri? Det forstår jeg ikke altid. Hvorfor kan man ikke komme ud af det? Er man et farligt menneske? Det forstår jeg simpelthen ikke.”