Annonce

Er der styr på mad og medicin til ældre? Kriseberedskab har skabt travlhed i kommunerne


Beredskabsstyrelsens udmelding betyder, at kommunerne skal justere deres kriseplaner for blandt andet hjemmeplejen og plejehjem.

Annonce

Listen med ting, man skal have på lager i tilfælde af en større krise er lang. Hvordan sørger man for, at alle borgere er med på anbefalingerne? Rasmus Hargaard Breum

Af Allan Wahlers
Journalist

Annonce

Hvem sørger for, at gamle fru Jensen har vand, dåsemad og knækbrød til tre dage hjemme hos sig selv? Hvad gør vi, hvis strømmen forsvinder tre døgn i træk på det plejecenter, hvor jeg arbejder?

Mange spørgsmål er dukket op hos plejepersonalet, efter at Beredskabsstyrelsen sidste weekend udsendte en ny vejledning med anbefalinger til, hvordan danske husstande kan klare sig selv i tre døgn, hvis for eksempel strømmen forsvinder.

Du kan finde vejledningen her ’Forberedt på kriser’Men vejledningen har også givet travlhed i kommunerne.

”Med de nye anbefalinger har vi fået en situation, som dog heldigvis ikke er akut,” siger Hanne Linnemann, der er leder af det tværsektorielle samarbejde i Aarhus Kommune.

”Men vi skal selvfølgelig forberede os, så godt vi kan og opdatere de planer, der ligger for vores sundhedsberedskab.”

Hanne Linnemann forklarer, at man i kommunerne har nogle overordnede beredskabsplaner, som gælder i fire år. I de planer ligger der også specifikke planer for, hvordan kommunen kan levere ”kritiske ydelser” som for eksempel pleje, sygepleje, madordning og så videre til borgerne. Uanset hvilken hændelse, der er tale om. Det kan for eksempel være strømsvigt, snestorm, oversvømmelser.

De planer opdateres løbende – som man for eksempel gjorde under coronaepidemien.
 
For at gøre det lettere for den lokale ledelse på for eksempel plejehjemmene, findes der såkaldte action cards, som beskriver, hvordan der skal ageres i de forskellige beredskabssituationer. Den lokale ledelse sørger for, at medarbejderne er orienteret.

”Så vi er ikke helt på bar bund. Men vi er på sagen med at opdatere planerne, og vi skal også nok få det løst,” siger Hanne Linnemann.

Aarhus Kommune har sendt en mail ud til blandt andet plejesektoren, hvor det understreges, at Beredskabsstyrelsens nye vejledning ’blot’ er en anbefaling, og at der ikke er nogen grund til at gå i panik. 

Kommunen har også henvendt sig til Kommunernes Landsforening (KL) for at få generelle input til, hvordan kommunerne skal forholde sig til Beredskabsstyrelsens nye udmelding.

Styr på situationen

I Københavns Kommune er man ”straks gået i gang med at undersøge”, hvilken betydning udmeldingerne fra Beredskabsstyrelsen vil få for blandt andet beboere på plejehjem, ”og om der er brug for at iværksætte nye tiltag til at supplere det eksisterende beredskab”.

Det oplyser kommunens sundheds- og omsorgsforvaltning i et skriftligt svar til Fagbladet FOA.

”Som plejehjemsbeboer kan man være forsikret om, om at der er styr på situationen, også indtil beredskabet er opdateret i henhold til de nye anbefalinger,” lyder det.

I forhold til hjemmeplejen ligger der – ligesom i landets øvrige kommuner – beredskabsplaner for området, som vil træde i kraft, også hvis en krise skulle opstå, inden planerne er blevet opdateret. Her fremgår det blandt andet, at kommunens forvaltning vil overtage ansvaret for, at de borgere, der er visiteret til en indkøbsordning, forsynes med de vigtigste varer i tilfælde af en større krise.

Odense Kommune er også opmærksom på, at beredskabsplanerne skal have et eftersyn. Punktet var med på et ordinært møde torsdag, og her blev det besluttet, at man afventede en dialog med KL om, hvad der forventes af kommunerne. Det oplyser kommunikationschef Nanna Lise Vester.
 
Beredskabsstyrelsen skriver i sine anbefalinger, at de er til private husstande, så de kan klare sig selv i en periode på tre døgn, mens myndighederne koncentrerer sig om de borgere, der har brug for hjælp i en akut situation.
 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev