Christine elsker vintage – men fortiden får ikke lov til at bestemme det hele
31-årige Christine Bønnelykke Reimann syr og strikker sit eget tøj og fylder hjemmet med gamle møbler. Hun er også ved at uddanne sig til social- og sundhedsassistent – og måske kommer nogle af hendes interesser med på arbejde. Men ikke nødvendigvis det hele.
i dag kl. 13.35
”Skal du til fest?”
Det spørgsmål får Christine Bønnelykke Reimann indimellem.
Med gulvlang nederdel, bluse, sko og opsat hår med sløjfe kan hun skille sig ud fra mængden. Men Christine skal ikke nødvendigvis nogen steder. Det er bare sådan, hun foretrækker at gå klædt, når hun ikke er i oplæring som social- og sundhedsassistent.
Og selv om interessen først og fremmest er hendes egen, kan noget af den måske en dag komme med på arbejde. Christine udelukker nemlig ikke, at hun kan finde på at tage strikketøjet med, når hun er færdiguddannet.
Jeg kommer nok til at tage strikketøjet med på arbejde, men det kan godt være lidt en glidebane at gøre sin hobby til arbejde.
Christine Bønnelykke Reimann, social- og sundhedsassistentelev
31-årige Christine er til det, der kaldes ’grandmacore’. Begrebet bruges om yngre kvinder, der tager tidligere generationers tøj og livsstil til sig.
Nogle går efter et bestemt årti som 1950’erne eller 1960’erne. Christine blander stilarterne.
”Jeg synes, det ville blive kedeligt, hvis jeg kun gik i tøj fra et bestemt årti," fortæller hun.
Strikker og syr selv
Interessen for tidligere tider går langt tilbage.
”Jeg er vokset op med ældre forældre og har altid syntes, det var spændende at høre både dem og min mormor fortælle om deres barndom og ungdom. Vi boede i Horsens og deltog hvert år i byens middelalderfestival. Senere blev jeg frivillig på herregårdsmuseet Gammel Estrup på Djursland og gik rundt iført 1700-tals kjole.”
I dag syr og strikker Christine meget af sit tøj selv. Hun deltager også i vintage-fredagsbar i Aarhus, hvor man kan købe ældre brugt tøj, og hun bytter tøj med veninder fra vintage-miljøet.
For hende handler det ikke kun om udseendet.
”Meget moderne tøj er af dårlig kvalitet, så det er endnu en grund til at foretrække tøj fra tidligere, og så er jeg typen, der ikke smider ud. Jeg vil meget hellere sende tøj til genbrug eller bytte med mine veninder. På den måde ligner jeg min far og farfar, som aldrig smed noget ud.”
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk
Det kom hende til gode, da hun fødte sit første barn sidste sommer. Hendes far havde gemt et par af sine højtaljede bukser fra 1970’erne, og de passede perfekt til Christines efterfødsel-mave.
Lavtaljede jeans var ikke hende
Som barn var Christine Bønnelykke Reimann ikke altid begejstret for at skille sig ud med tøjet.
”Min mormor har altid syet tøj til mig, og hun brugte de mønstre, som hun havde liggende. Det vil sige, at jeg gik i skole i jernbanefløjl og brede bukser a la 1970, og det var altså ikke på mode i begyndelsen af 00'erne,” smiler Christine.
Da hun blev ældre og selv kunne bestemme, prøvede hun tidens mode af.
”Jeg prøvede at presse mig ned i et par lavtaljede jeans, men det var slet ikke mig.”
I dag stopper interessen for tidligere tider ikke ved garderoben. Den kan også ses i hjemmet og på middagsbordet.
”Jeg havde en lang periode som yngre, hvor jeg bare ikke skulle bede om en kogt kartoffel. Men nu serverer jeg ofte selv klassisk husmandskost som karbonader med kogte kartofler og sovs, og det elsker min mand og barn.”
Familien har blandt andet indrettet hjemmet med møbler fra Christines bedsteforældre.
”Vi har blandt andet to gamle skibskister og et hjørneskab. Nogen driller os og siger, at vores lejlighed er et familiemuseum. Men vi kan lide stilen med ægte træ. Det er holdbart og superpraktisk med et lille barn i hjemmet.”
Vintage-stil – ikke vintage-værdier
Der er dog en vigtig grænse for Christines fascination af fortiden.
Hun holder af tøjet, håndværket og tingene. Men ikke alle de værdier, der fulgte med.
”Selv om jeg kan lide meget fra gamle dage, lægger jeg stor afstand til tidligere tiders racisme, homofobi og kønsroller. Jeg tager de værdier til mig, som jeg synes er fornuftige og lader resten være. For eksempel har vi ikke en iPad i hjemmet, og jeg vil gerne give mit barn en anden opvækst end foran en skærm. Men vi har fjernsyn og internet, så vi blander lidt fra forskellige tidsepoker.”
Jeg tager de værdier til mig, som jeg synes er fornuftige og lader resten være.
Christine Bønnelykke Reimann, Social- og assistentelev
På skolen oplever Christine, at der er plads til hendes stil og interesser.
”Vi er meget gode til at rumme hinandens forskelligheder, og der er også en anden, som strikker.”
Christine har et år tilbage af uddannelsen og udelukker ikke at bruge sin viden om håndværk i et fremtidigt arbejde, for eksempel på et plejehjem.
Men der er også en grænse for, hvor meget af hendes fritid der behøver at blive til arbejde.
”Jeg kommer nok til at tage strikketøjet med på arbejde, men det kan godt være lidt en glidebane at gøre sin hobby til arbejde. Nogle gange skal man også bare have noget, der er helt ens eget,” mener Christine Bønnelykke Reimann.
