Se kortet:Så mange hjemmehjælpstimer får borgerne i din kommune

En ny analyse, som FOA har lavet, viser, at der er stor forskel på, hvor mange hjemmehjælpstimer borgerne får, afhængig af hvor de bor.
25. juli
Madlavning, rengøring og personlig pleje.
Det er nogle af de ting, som social- og sundhedsansatte i hjemmeplejen hjælper borgere med hver eneste dag.
For eksempel fik borgerne i Vallensbæk og Herlev kommune mest hjemmehjælp med henholdsvis 4,6 og 4,5 timer i gennemsnit per uge i 2024, mens de ældre i Holstebro Kommune måtte nøjes med 1,9 timers hjælp i gennemsnit om ugen samme år.
Hvis man sammenligner regionerne, så er det generelt de ældre i Region Hovedstaden, som får mest hjemmehjælp i forhold til resten af landet.
Her var gennemsnittet på 3,4 timer om ugen i 2024. Til sammenligning modtog borgerne i Region Syddanmark og Region Nordjylland henholdsvis 2,6 og 2,7 timers hjemmehjælp om ugen.
Se på kortet herunder, hvordan hjemmehjælpstimer fordeler sig på de enkelte kommuner:
”Vi ved, at der i yderkommunerne generelt er et større behov for hjemmepleje, fordi der er flere, som har haft et hårdt arbejdsliv og er mere nedslidte. Derfor er det jo lidt en modsætning, at det er Storkøbenhavn, som generelt kan tilbyde mere hjemmehjælp,” fortæller Tanja Nielsen, der er formand for Social-og Sundhedssektoren i FOA.
Danmarkskortet bør ændre sig
Selvom Danmarkskortet tegner et billede af stor ulighed i sundhed, er der ændringer på vej. Den nye ældrelov, som trådte i kraft den 1. juli i år, bør gerne over tid udligne den store forskel.
”Ældreloven skulle jo gerne kunne hjælpe en lille smule på det her, fordi vi går fra at have enkeltydelsesvisitation til pleje- og omsorgsforløb. Og så bliver det medarbejderens vurdering – sammen med borgeren – at afgøre, hvad der er behov for,” siger Tanja Nielsen og tilføjer:
"Når det bliver kørt helt ind, så tror jeg, at vi kommer vi til at se et anderledes danmarkskort i fremtiden.”