Komplicerede forhandlinger i mål: Ny OK25-aftale skal sikre bedre vilkår for handicaphjælpere

Klokken var langt ud på natten, før der kunne skrives under på aftalerne om nye overenskomster for handicaphjælperne. Privat

En lønudvikling, der følger det offentlige, ret til familiært fravær og et håndslag på en kamp for 6. ferieuge. Det er blandt resultaterne på BPA-området ved OK25.

19. marts

FOA og Dansk Erhverv er blevet enige om nye treårige overenskomstaftaler på BPA og Minus BPA-området.

De nye aftaler sikrer blandt andet en lønstigning, som følger den offentlige lønudvikling, ret til to børnebørns-omsorgsdage, 46 seniordage mod 32 seniordage før og to ugers ekstra barsel.

Helt konkret betyder det, at det laveste løntrin allerede fra 1. april hæves til løntrin 13.

Ifølge Thomas Enghausen, næstformand i FOA, har det været komplekse forhandlinger, fordi man på handicapområdet har nogle helt særlige benspænd ved forhandlingsbordet.

”Samlet set har kompleksiteten på det her område afspejlet sig i forhandlingerne. Det var nogle af de forhandlinger, der trak mest ud,” siger han.

Helt særlige forhandlingsvilkår

Det særlige ved BPA-området er, at man ikke på samme måde kan forhandle om økonomi, som man normalt kan ved overenskomstforhandlinger. Blandt andet ønsker FOA, at handicaphjælperne skal have ret til 6. ferieuge. Men den knast kan ikke løses ved forhandlingsbordet.

”Det er det, der gør det her område både specielt og forbandet. Normalt ville vi jo diskutere det hen over forhandlingsbordet, men her skal vi sætte på samme side af forhandlingsbordet med arbejdsgiverne og diskutere med Christiansborg,” siger Thomas Enghausen.

”Kravet om en 6. ferieuge har været med under min arm på Christiansborg, og jeg har fremlagt det for en lang række af de forskellige partiers finansordfører, fordi løsningen til at skaffe finansieringen ligger der. Det arbejde har vi aftalt med arbejdsgiverne at fortsætte med i perioden,” siger Thomas Enghausen.

”Der skal findes en løsning på det her område. Ellers er det bare forringelsen, der bare fortsætter i al evighed.”

Også Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, glæder sig over, at FOA og arbejdsgiverne nu træder sammen ind i et projektarbejde, der senest skal afsluttes i 2026.

På sigt skal der nemlig ændres på ’de oldnordiske rammer’, så handicaphjælperne kan få en 6. ferieuge, mener Tanja Nielsen:

”Det er rigtig godt, at vi har fået startet det her samarbejde, så vi kan få nogle ordentlige vilkår,” siger hun.

Samlet set har kompleksiteten på det her område afspejlet sig i forhandlingerne.

Thomas Enghausen, næstformand i FOA

TR’ere med i forhandlingslokalet

Thomas Enghausen fortæller, at han og FOA i år havde medbragt forstærkning til forhandlingsbordet i form af to tillidsrepræsentanter fra virksomhederne DOUS og Olivia for første gang på BPA-området.

”Det har været en fornøjelse. Både fordi området er så komplekst, men også fordi de to har kunnet sige ja og nej til, om forslag, der kom frem i forhandlingerne, kunne fungere i virkeligheden. Så stor ros til de to tillidsrepræsentanter, vi havde med,” siger han.

Læs mere om OK25 på foa.dk


Fagbladet anbefaler