Klumme: Vi skal blive bedre til tværfaglighed
Vi skal have modet til at gøre op med den måde, sundhedsområdet har fungeret på i mange år, skriver sektorformand for Social- og sundhedssektoren, Torben Hollmann.
19. juni 2022
Der skal nytænkning til, hvis vi skal løse udfordringerne i ældreplejen, på hospitalerne og i psykiatrien. Vi har i mange år haft for meget fokus på, hvad den enkelte faggruppe kan og ikke kan og for lidt på, hvad borgerne har brug for.
Vi er kommet til at splitte borgerne op i en masse forskellige dele – én holder øje med knæet, en anden med hjertet, men hvem holder øje med hele Fru Jensen?
Vi skal se det hele menneske og spørge, hvad der er vigtigt for patienten.
Vi skal definere, hvad for eksempel en medicinsk afdeling på et hospital skal kunne og derefter sætte de faggrupper ind, som kan løse de opgaver med udgangspunkt i deres kompetencer.
Vi skal have modet til at se, hvad patienten har brug for. Og derefter løse det – med tværfaglighed som pejlemærke, uanset om løsningen er en social- og sundhedsassistent eller en læge. Den tværfaglige tilgang virker nemlig.
I en undersøgelse fra VIVE, som udkom tidligere på året, fremgår det, at et tværfagligt samarbejde er med til at bringe borgerens behov i centrum.
Der er nedsat en såkaldt Robusthedskommission, som skal kigge på, hvad der skal til for at sikre et velfungerende sundhedssystem, når der i de kommende år kommer flere borgere med behov for pleje og behandling i alle dele af sundhedsvæsenet. Der skal være personale og tid nok til borgerne.
Det kræver nytænkning i den måde, sundhedsvæsenet, ældreplejen og psykiatrien er indrettet på, og vi skal have modet til at gøre op med den måde, det har fungeret på i mange år.