Efter kritik fra flere fronter: UTH-systemet nedlægges alligevel ikke
FOA og flere andre organisationer var ude med hård kritik, da regeringen foreslog at fjerne Dansk Patientsikkerhedsbase og medarbejdernes pligt til at indberette utilsigtede hændelser. Nu overtager Danske Regioner opgaven.
08. oktober
For en måned siden foreslog regeringen at sløjfe Dansk Patientsikkerhedsdatabase og medarbejderes indberetningspligt for utilsigtede hændelser. Det mødte stor kritik fra FOA og flere andre organisationer.
Men nu er Indenrigs- og Sundhedsministeriet ude med en ny melding. Ordningen, som hidtil været drevet af Styrelsen for Patientsikkerhed, bliver fra 1. maj 2025 overført til Danske Regioner.
Danske Regioner skal derfra overtage opgaven med at modtage og analysere rapporteringer om utilsigtede hændelser og drifte databasen.
FOA: Bevar indberetningspligt
Men om medarbejdernes pligt til at indberette utilsigtede hændelser stadig skal skrottes, eller om den fastholdes, står hen i det uvisse.
I en pressemeddelelse skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at de sammen med blandt andre Danske Regioner vil ”tilvejebringe en ny ramme om indrapporteringerne, herunder om indrapporteringspligt.”
Hos FOA er formand for Social- og Sundhedssektoren Tanja Nielsen glad for, at regeringen er gået væk fra helt at skrotte databasen. Men hun håber meget, at også indberetningspligten fortsætter.
”Hvis det ikke bliver et krav, men kun frivilligt, at medarbejderne skal indberette utilsigtede hændelser, hvad er databasen så værd? Vi mener helt klart, at indretningspligten skal fastholdes, så det presser vi på for,” siger Tanja Nielsen.