Det skal du vide om OK23
I disse uger forhandles der nye overenskomster for lønmodtagerne på det private arbejdsmarked. Her kan du få et hurtigt overblik over, hvad det går ud på.
23. februar 2023
-
1
Hvem forhandles der overenskomst for?
Der forhandles nye overenskomster for cirka 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked i for eksempel produktionsvirksomheder, transportsektoren, byggeriet og butikker. -
2
Er de alle ansat på samme vilkår?
Nej. Nogle – især dem i industrien – er ansat på det, der hedder minimalløn. Deres overenskomst fortæller kun, hvad de som minimum skal tjene i timen. Herudover forhandles lønnen også lokalt på den enkelte virksomhed eller arbejdsplads.
De øvrige grupper som for eksempel de ansatte i transportsektoren er ansat på det, der hedder normalløn. Her er mindstelønnen typisk højere, men til gengæld er hele lønnen fastsat i overenskomsten, og der forhandles der ikke om yderligere lønforhøjelser på den enkelte arbejdsplads. De vilkår, der aftales i forliget, er dem, man kan regne med gennem hele overenskomstperioden. -
3
Hvordan ser det ud for FOAs privatansatte medlemmer?
Forhandlingerne for de cirka 3.400 privatansatte og stemmeberettigede FOA-medlemmer i blandt andet private plejefirmaer begynder først for alvor, når forligene for de store grupper i industrien, transportsektoren og byggeriet er på plads. I denne omgang forventes det at blive i løbet af marts. Resultatet vil lægge sig tæt op af aftalerne på de store områder, fordi de danner ramme for de øvrige forhandlinger. -
4
Gælder overenskomsten, når der er enighed om indholdet og forliget er på plads?
Nej. Når alle aftaler er på plads – eventuelt med hjælp fra Forligsmanden – skal de til afstemning blandt medlemmerne. Her gælder særlige afstemningsregler. Hvis overenskomsterne bliver vedtaget ved urafstemningen, træder de i kraft med virkning fra 1. marts 2023 og gælder i to år. -
5
Hvornår skal alle de øvrige medlemmer af FOA forhandle nye overenskomster?
De skal de i 2024. Men forberedelserne er allerede i gang. Det varer ikke mange måneder før medlemmerne bliver bedt om at komme med gode ideer til forhandlingerne. Men allerede nu holder FOAs politikere og forhandlere godt øje med, om der er elementer i de private overenskomster, det kan være værd at efterligne – for eksempel om barsel og arbejdsmiljø. Og så giver lønstigningerne på det private arbejdsmarked også et fingerpeg om de lønstigninger, der kan komme på tale i de offentlige overenskomster næste år.