Coronavinterpakke bliver fordelt på tværs af faggrupper

En milliard kroner er på vej til de pressede ansatte på landets sygehuse. René Schütze/Ritzau Scanpix

En milliard kroner er på vej til sygehusene, som er pressede af corona og en pukkel af udskudte operationer. Regeringen og et flertal på Christiansborg blev søndag aften enige om en ekstraordinær coronavinterpakke.

06. december 2021

Den ekstra milliard kroner til sygehusene, som et flertal på Christiansborg er blevet enige om at give i en særlig coronavinterpakke, vil blive fordelt på tværs af faggrupper. Det glæder forbundsformand i FOA Mona Striib.

”Det er rigtig vigtigt, at pengene bliver fordelt på tværs af faggrupper, for på et sygehus er det afgørende, at faggrupperne arbejder sammen om de kerneopgaver, der er. For at afhjælpe den arbejdsmiljømæssige belastning skal man bruge kompetencerne på tværs af faggrupper, så enkelte faggrupper ikke brænder ud,” siger hun.

Det fremgår af aftalen om vinterpakken, at den ekstra milliard kroner skal gå til særlige midlertidige indsatser i vintermånederne i sygehusvæsenet, der kan ”bidrage til fremadrettet at styrke og understøtte aktiviteten, fastholde sundhedspersonale og få sygehusvæsenet gennem en ekstraordinært svær vintersæson til gavn for patienterne og personalet.”


Ingen modregning 

Nu går et forløb i gang, hvor det er regionerne, som skal forhandle med de relevante faglige organisationer om, hvordan pengene skal udmøntes.

Det har været afgørende for FOA, at de ekstra midlertidige tillæg, som kommer med vinterpakken, bliver holdt ude af reguleringsordningen. Forbundsformand Mona Striib oplyser, at den seneste lønstigning i regionerne på 1,37 procent endte med at være på 0,3 procent på grund af reguleringsordningen.

”Reguleringsordningen på det regionale område er i forvejen hårdt presset. Vi kan ikke tåle, at der bliver lagt mere regulering ind. Hvis der skal der være en sammenhængskraft, hvor man samarbejder, så nytter det ikke noget, at én faggruppes lønstigning betyder, at andre går ned i løn,” siger Mona Striib.

Regionale løsninger

Selv om pengene bliver fordelt på tværs af faggrupper, er det ikke nødvendigvis samtlige faggrupper, der får del i vinterpakken til sygehusene. 

”Der er forskellige situationer på de enkelte sygehuse. Der er et hav af forskellige variationer for, hvordan man er presset. Man skal finde de løsninger, som gør, at man samlet set klarer sig igennem en vinter med corona og muligvis en influenza-epidemi,” siger Mona Striib.

Det er heller ikke coronavinterpakken, som kommer til at rette op på ligeløn og lønefterslæb. 

”Der afventer vi fortsat lønstrukturkommissionen, som skal levere de varige løsninger. Her er der tale om en pakke, som skal give akut hjælp til pressede sygehuse hen over vinteren,” siger Mona Striib.

Godt nyt til flere FOA-medlemmer

Til ansatte andre steder end sygehusene, som også er pressede af corona, mener FOAs formand også, at der er godt nyt. 

”Hvis man er vaks ved havelågen, så kan man følge med i, at der i finansloven bliver afsat varige midler til ældreplejen, til børneområdet, til handicapområdet, til jordemødrene, og der er afsat midler til BPA-ordningen, som vi har kæmpet for i 10 år,” siger Mona Striib. 

Som den eneste ærgrelse nævner hun psykiatrien.

”Det vil vi opfordre regeringen til at kigge på igen,” siger hun. 

I forhandlingerne om coronavinterpakken vil FOA arbejde for, at ambulanceredderne kommer med, lyder det fra Mona Striib.

”Vi tænker ambulanceredderne som en del af akutpakken. Det er ikke blevet konkretiseret af Christiansborg, så det vil blive en del af forhandlingerne,” siger hun. 

 

Satser på smidige forhandlinger

Hvornår pengene går ind på lønkontoen, kan Mona Striib ikke give en præcis melding om. Men hun forventer, at det sker inden vinteren er slut.

”Det er mere vigtigt, at man finder de rigtige løsninger for hele vinteren og ikke bare for december måned. Men jeg vil blive frygteligt skuffet, hvis ikke forhandlingerne går smidigt. Det er nu, vi skal have effekten,” siger hun.

Allerede i dag mandag er der møde i Forhandlingsfællesskabet om rammerne, oplyser Mona Striib. Og hun forventer også, at hun mandag vil modtage en invitation fra regionerne til forhandlinger.

Finanslov 2022 – det blev der også sat penge af til:

  • Ældre: Der afsættes 125 mio. kroner årligt til værdig ældrepleje.
  • Handicapområdet: Der afsættes 40 mio. kroner i 2022 og 70 mio. kroner årligt fra 2023 og frem til forbedret offentlig støtte og hjælp for personer med handicap.
  • BPA-ordning: Borgere med en hjælpeordning får flere aktive hjælpetimer og færre rådighedstimer. Der afsættes 15 mio. kroner i 2022 og 30 mio. kroner årligt i 2023 og frem.
  • Fritidspædagogikken: Der afsættes midler til skolefritidsordninger, fritidshjem og klubtilbud. 46,8 mio. kroner i 2022 og 123,4 mio. kroner årligt i perioden 2023-2025.
  • Overgang til skole: I fremtiden vil det blive lettere for forældre at lade deres barn blive i børnehaven et ekstra år, inden det skal begynde i skole.
  • Klasseloftet sænkes fra 0.-2. klasse: Frem mod 2025 afsættes flere penge på finansloven til at sænke klasseloftet til 26 for børn i 0.-2. klasse.
  • Fødende: Der afsættes mindst 100 millioner kroner stigende til 150 millioner kroner frem til 2025.
    Kilde: Finansministeriet, Ritzau, dr.dk
  • Gratis tandlæge for unge: Der bliver afsat 40 millioner kroner i 2022, 170 millioner kroner i 2023, 260 millioner kroner i 2024 og 350 millioner kroner i 2025 og frem.
  • Håndværkerfradraget: Fra 1. april 2022 udfases bolig-jobordning, bedre kendt som håndværkerfradraget.
  • Sygehuse: Der afsættes 1 milliard til en coronavinterpakke, som skal fastholde personalet og styrke aktiviteterne på sygehusene.