Beredskabschef advarer: Frygter, at fokus på hurtig udrykning forsvinder
Beredskabschef advarer mod at fjerne brandvæsenets afgangskrav, medmindre man finder en ’begavet’ erstatning.
18. juni
Skal beredskabets krav om afgang inden for maksimalt fem minutter lægges i graven?
Spørgsmålet er højaktuelt og drøftes i Forsvarsudvalget tirsdag. Det centrale argument er, at det vil styrke rekrutteringen af deltidsbrandfolk i tyndtbefolkede områder.
Rekrutteringsudfordringerne mærkes også i Nordjylland, hvor responstiderne i alle 11 kommuner er steget sammenlignet med 2017. Det viser Fagbladet FOAs kortlægning.
”Afgangstider og responstider hænger sammen. Og afgangstiderne bærer præg af, at det ikke er blevet nemmere at finde deltidsfolk. Jo færre, der kan give fremmøde inden for fem minutter, des mere sårbart er det,” siger beredskabschef i Nordjyllands Beredskab Lars Bjørndal.
Ikke tilhænger af forslag
Selvom det bliver stadig vanskeligere at efterleve afgangskravet, er beredskabschefen betænkelig ved at droppe det.
”Jeg synes, at man skal sætte noget i stedet for, for ellers er jeg bange for, at tingene skrider, og at det kommer til at gå ud over den samlede responstid,” siger Lars Bjørndal.
Et eventuelt nyt krav til responstid, som folketingsmedlem Mike Fonseca har stillet beslutningsforslag om, ser beredskabschefen ikke som et brugbart alternativ.
”Vi har områder i Nordjylland, hvor et eventuelt krav til responstid på for eksempel enten 15 eller 20 minutter, vil kræve, at vi etablerer brandstationer i områder med meget få udrykninger, og hvor der ikke er arbejdspladser eller befolkning til at bemande en deltidsstation,” forklarer han.
Ikke fundet ’de vises sten’
- Så du er fortaler for at bevare det nuværende afgangskrav?
”Ja, hvis man ikke finder noget begavet at sætte i stedet for. Vi er et beredskab båret af deltidsstationer, og derfor må vi hele tiden arbejde målrettet med at få brandfolkene hurtigt af sted. Begynder vi at slække på det, så lander vi også senere på stedet. Man kan ikke bare fjerne femminutterskravet, uden at noget andet træder i stedet.”
- Hvad kunne det være?
”Det er vi jo blevet spurgt om mange gange, og der har været forskellige bud, men vi har ikke fundet de vises sten,” siger Lars Bjørndal og tilføjer:
”Jeg er bekymret for, at dét, vi gør os umage for hver eneste dag, nemlig at få brandfolkene så hurtigt af sted som muligt, mister fokus. Når vi i dag lige akkurat klarer de fem minutter, hvordan ser det ud om fem år? Er det så vokset til syv minutter, fordi kravet er forsvundet? Det vil så også betyde to minutter længere responstid.”