Antallet af dagplejere mere end halveret siden 2010
Muligheden for at få sit barn passet i dagpleje er blevet markant mindre det seneste årti. Der bliver nemlig færre og færre dagplejere. Det har skabt røre blandt en gruppe forældre på Nordals.
15. februar 2023
Fra 16.846 til 7.846. Så meget er antallet af dagplejere formindsket på 12 år.
Det viser tal, Fagbladet FOA har trukket ved Kommunernes og Regionernes Løndatakontor for henholdsvis november 2010 og november 2022.
Det er en nedgang på 9.000 dagplejere svarende til 53,4 procent. Og det er en tendens, der er behov for bliver stoppet, mener sektorformand i den pædagogiske sektor i FOA, Kim Henriksen:
”For nogle børn er det en fordel at være en del af en lille børnegruppe, som det er i dagplejen. Derfor skal dagplejen være langt mere udbredt, end den er i dag.”
Et sted, hvor man mærker tendensen lige nu, er i Sønderborg Kommune. Her er varslet en fyringsrunde blandt dagplejerne på Nordals, hvor 3 ud af de 16 dagplejere, der er i området, står til at miste deres aftale med kommunen.
Det er noget, der har fået en gruppe forældre op af stolene.
”Da vi fik at vide, at der ville komme en fyringsrunde, var vi nogle forældre, der satte os sammen og holdt et møde. Så lavede vi en Facebook-gruppe for at nå hurtigst muligt ud til folk i området. For vi vil kæmpe for dagplejerne,” siger Sine Schulz Hansen, der bor i Nordborg på Nordals.
Hun har selv to drenge, hvoraf den ene har været i dagpleje, mens den anden er det nu. Og så er hun gravid med et tredje barn, som hun håber på, kan komme i samme dagpleje som hendes sønner.
Men det er ikke sikkert, det kan lade sig gøre. For ifølge varslet kan det allerede være på mandag den 20. februar, at det er en realitet med færre dagplejere i området.
”Jeg bliver ked af det og sur. For jeg er så glad for min dagplejer. Da min ældste søn stoppede hos hende, græd jeg. Det føles næsten, som om hun er en del af familien,” siger Sine Schulz Hansen.
Stor opbakning
For at gøre opmærksom på den udbredte utilfredshed har Sine Schulz Hansen også lavet en underskriftindsamling, som hun har delt i Facebook-gruppen. Alt sammen i håbet om at stoppe fyringerne.
Og det har vist sig, at utilfredsheden når længere væk end blot Nordals, fortæller hun. Hun er således blevet kontaktet af flere, der enten ønsker, at Facebook-gruppen ’Kampen for vores dagplejemødre (Nordals)’, bliver ændret til at omhandle hele Sønderborg Kommune eller sågar hele Sønderjylland.
At glæden ved dagplejen er at finde vidt og bredt, kommer dog ikke som en overraskelse i FOA.
”Vi ved, at forældrene faktisk er rigtig glade for dagplejen, og det mener vi, at kommunerne burde handle meget mere på, end de gør i dag,” siger Kim Henriksen.
Men det handler om mere end bare glæden fra forældrenes side. Når man skal have sit barn passet et sted, er det nemlig i høj grad barnets trivsel, der er i højsædet.
”Dagplejen kan noget for nogle børn, mens vuggestuen kan noget for andre børn. Derfor skal forældre have mulighed for at vælge mellem vuggestue og dagpleje,” fastslår Kim Henriksen.
Handler om forældrenes frie valg
Spørger man Signe Nielsen, der er formand for Forældrenes Landsorganisation, FOLA, er dette essensen.
”Det er forældrenes frie valg, det handler om. Men det er heller ikke alle børn, der har godt af at være i en vuggestue, og som trives der. Der kan et hjemligt miljø, hvor der maksimalt er 3-4 børn, og hvor det er den samme person, de møder, give en anden relation,” siger hun.
I længden vil en kontinuerlig opsigelse af dagplejere også have mere omfattende konsekvenser for familielivet i de mindre byer, konstaterer FOLA-formand Signe Nielsen.
”Man gør det svært at bo i de små landsbyer. Der er fleksibilitet i at have en dagplejer tæt på. Så det får indflydelse på bosættelsen. Man fjerner mulighederne for at flytte fra de større byer og ud til de mindre, hvis der så bliver længere hen til dagtilbuddene.”
Situationen i Nordals har sat gang i kampen for dagplejerne, og på få dage er støtten til Sine Schulz Hansen og de andre forældre, vokset. Facebook-gruppen, der blev oprettet søndag den 12. februar, har i skrivende stund fået knap 200 følgere, mens underskriftindsamlingen, der blev lavet mandag, har rundet 120 navne.