Ville hun slå de ældre på plejecentret ihjel? Nu skal tidligere ansat for retten

En kvinde, der tidligere har været ansat på Plejecenter Tirsdalen i Randers, er blandt andet tiltalt for drab på en beboer og for syv drabsforsøg. Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i. I dag onsdag begynder retssagen mod hende.

04. januar 2023

Manddrab, syv drabsforsøg, tyveri, tjenestemisbrug og besiddelse af euforiserende stoffer uden recept – i alt 11 forhold er en nu tidligere ansat på Plejecenter Tirsdalen tiltalt for at have begået i februar og marts måned sidste år.

Det fremgår af anklageskriftet mod kvinden, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i. I dag onsdag starter nævningesagen i Retten i Randers.

Medarbejder på plejehjem tiltalt for drab og drabsforsøg

Du kan få et overblik over de 11 forhold i anklageskriftet her:

  1. 1

    Manddrab

    Den første og alvorligste anklage lyder på, at den kvindelige social- og sundhedshjælper ’den 26. februar i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen i Randers under udførelse af sit arbejde’ skulle have dræbt en kvindelig beboer. Tiltalte ’gav hende lægemidlet Baclofen’, hvorved beboeren ’blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset’. 

    Den ældre kvinde afgik ved døden den 1. marts 2022.
  2. 2

    Forsøg på manddrab

    Lørdag den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 er tiltalte anklaget for 'under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have forsøgt at dræbe beboer XX, idet tiltalte, i den hensigt at dræbe XX, gav ham lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin.' 

    Det medførte, at den mandlige beboer blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvorunder han modtog sundhedsfaglig hjælp og herunder sygehusbehandling, hvorfor drabsforsøget mislykkedes.
  3. 3

    Forsøg på manddrab

    Samme dag og i samme tidsrum – lørdag den 26. februar 2022 mellem kl. 15.00 og kl. 23.00 – er kvinden anklaget for at have forsøgt at dræbe beboer XX, idet tiltalte, i den hensigt at dræbe XX, gav ham lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin. 

    Det medførte, at den mandlige beboer blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvorunder han modtog sundhedsfaglig hjælp og herunder sygehusbehandling, hvorfor drabsforsøget mislykkedes.
  4. 4

    Forsøg på manddrab

    Igen den 26. februar 2022 mellem kl. 15.00 og kl. 23.00 skulle kvinden have forsøgt at dræbe beboer XX, idet tiltalte, i den hensigt at dræbe XX, gav hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at XX blev bragt i en bevidsthedssvækket samt indlæggelseskrævende tilstand og blev indlagt og behandlet på sygehuset.
  5. 5

    Forsøg på manddrab

    Fem dage efter – den 2. marts 2022 – også i tidsrummet mellem kl. 15.00 og kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen i Randers lyder anklagen, at tiltalte skulle have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer med lægemidlerne Baclofen og Diazepam.

    Det medførte, at beboeren blev bragt i en bevidsthedssvækket samt indlæggelseskrævende tilstand og blev indlagt og behandlet på sygehuset.
  6. 6

    Forsøg på manddrab

    Samme dag og samme tidspunkt – den 2. marts 2022 mellem kl. 15.00 og 23.00 – skulle den tiltalte også have forsøgt at slå en mandlig beboer ihjel. 

    ’ ... idet tiltalte, i den hensigt at dræbe XX, gav ham lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at XX blev bragt i livsfare og blev indlagt på sygehuset, hvorunder han modtog sundhedsfaglig hjælp og herunder sygehusbehandling, hvorfor drabsforsøget mislykkedes.
  7. 7

    Forsøg på manddrab

    Igen dagen efter – den 3. marts 2022 mellem kl. 15.00 og kl. 23.00 – skulle tiltalte have forsøgt at dræbe en mandlig beboer med lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin.

    Igen medførte det, at beboeren blev bragt i livsfare og blev indlagt på sygehuset, hvorunder han modtog sundhedsfaglig hjælp og herunder sygehusbehandling, hvorfor drabsforsøget mislykkedes.
  8. 8

    Forsøg på manddrab

    Sidste drabsforsøg skulle ifølge anklageskriftet have fundet sted den 13. marts 2022 mellem kl. 15.00 og kl. 23.00. 

    Her skulle tiltalte have forsøgt at dræbe beboer XX, idet tiltalte, i den hensigt at dræbe XX, gav hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at XX blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvorunder hun modtog sundhedsfaglig hjælp og herunder sygehusbehandling, hvorfor drabsforsøget mislykkedes.
  9. 9

    Tyveri

    Mellem den 3. december 2021 og 14. marts 2022 ’under udførelsen af sit arbejde’ skulle tiltalte gentagne gange have stjålet medicin, som var ordineret til fem forskellige beboere.

    Det drejer sig blandt andet om 2 pakker Combar, 1 pakke Mirtazapin Hexal, 2,5b diazepam tabletter samt en pt. ukendt mængde Baclofen-tabletter.
  10. 10

    Tjenestemisbrug

    I samme periode – mellem den 3. december 2021 og 14. marts 2022 – har tiltalte ifølge anklageskriftet misbrugt sin stilling ’til at krænke det offentliges ret, idet tiltalte som beskrevet i forhold 9 fra sin arbejdsplads stjal medicin, ligesom tiltalte som beskrevet i forhold 1-8, i den hensigt at dræbe, fejlbehandlede de angivne patienter, hvilket medførte deres død eller umiddelbar risiko herfor.
  11. 11

    Besiddelse af euforiserende stoffer uden recept 

    Derudover er tiltalte anklaget for på sin bopæl den 14. marts kl. cirka 13:20 at være i besiddelse af 2,5 tabletter Diazepam uden gyldig recept.

Tiltalte, som er underlagt navneforbud, nægter sig skyldig.