Pernille savner én ting i hjemmeplejen: "Vi er forfærdeligt gode til at være beskedne"

Den anden dag står jeg og snakker med min kærestes tidligere kollega. Vi kender ikke hinanden, men snakken falder på, hvad vi arbejder med. Jeg fortæller, at jeg arbejder i hjemmeplejen, og hun fortæller mig, at hendes datter også arbejder med ældre på en demensafdeling som ufaglært.

Hun fortæller det med stolthed og beundring af sin datter, som er dygtig til arbejdet og er glad for det.

Jeg spørger så: ”Vil hun blive i faget?” Og hun siger: “Nej, Gud, nej, min datter skal ikke gå ned med stress”.

Ordene blev ved mig. For de var genkendelige. 

Hun havde på en måde ret, for ja, at arbejde i hjemmeplejen er travlhed, tidspres, dødsfald, sorg, belastning, afhængighed, kontroltab, uforudsigelighed. Men det er også faglig dømmekraft, mikrohandlinger, nærvær, relationelt arbejde, bevidsthed og fælles refleksion.

Mødet med min kærestes tidligere kollega fik mig til at tænke på, at der mangler at blive sat flere ord på og komme mere bevidsthed omkring, hvad det er, vi social- og sundhedsansatte kan, for fortællingerne om at arbejde i hjemmeplejen kan hurtigt blive ensidige.

For et arbejde i hjemmeplejen er langt mere og også meget andet end stress.

Men når det er sagt, så kommer jeg aldrig til at være hende, der siger, at vi har tid nok, at lønnen er fin nok, at vi har nok hænder eller noget helt fjerde: ens arbejdsvilkår kan altid blive bedre.

Men jeg vil nu alligevel gerne være hende, der sætter gang i en helt anden samtale: Jeg ønsker at ændre den måde, vi forstår og taler om det arbejde, vi allerede udfører.

For hvis vi skal give et bedre helhedsbillede af hjemmeplejen, skal vi begynde med os selv. Den måde, vi snakker om faget på, former opfattelsen af det.

For vi ved, hvad vi hver dag gør ved hver borger. Vi kan snakke om det med vores kollegaer, og vi forstår hinanden, for vi er i det sammen.

Men der er stadigvæk ting, vi ikke siger.

Derfor vil jeg gerne begynde samtalen om, hvad det kræver fagligt af os at have det arbejde, vi har. For vi er forfærdeligt gode til at være beskedne eller til at nedtone, hvad det kræver at udføre arbejdet.

Ikke fordi jeg ønsker, at vores job skal sættes på en piedestal - i min verden er det ikke vigtigere end mekanikeren eller revisoren. Men jeg mangler, at vi snakker mere åbent om det, for jeg tror, at vi kan passe langt bedre på hinanden og vores fag, hvis vi blev bedre til at svare på spørgsmål om det og fortælle om det.

Det mest opslidende i vores fag er nemlig ikke de borgere, der er sat lang tid af til, og som har alle hjælpemidler, man kunne tænke sig.

Det er de besøg, hvor du træder ind ad døren og går ud 25 minutter senere, efter du har beroliget og reguleret et andet menneskes nervesystem, ydet tryghed, ro, nærvær og omsorg, givet personen sine piller og smurt morgenmad, imens den beroligende medicin virker. Så kan personen nemlig komme i bad, få en tør ble og tøj på og børstet tænder.

Alt det, imens du yder omsorg for den virkelighed, du står i: som er at hjælpe et menneske, der allerhelst ville ønske, at det ikke var nødvendigt, du var der. Og inden du går derfra, var der også lige rum til at give et kram, et beroligende smil, en lille joke, spise et stykke chokolade og sige ”vi ses til middag”.

Hvordan snakker vi sammen om, hvordan det føles?

Vi gør det hver dag. Vi er gode til det. Det er vores job.

Men der bliver nødt til at ske en udvikling i, hvordan vi selv snakker om faget.

Jeg har en gang hørt, at børn gør ikke, som vi siger - de gør det, vi viser dem. Og det fik mig til at tænke videre: Hvis vi skal have andre til at se det vidunderlige i vores fag og forstå, hvad det består af, skal vi begynde med os selv.

Hvis vi bliver bedre til at tale om, hvordan belastningen af arbejdet føles, deler vi belastningen bedre. Og så bliver den lettere for os at bære sammen. Vi vil også selv forstå den bedre. Og forstår vi noget bedre, kan vi lære mere og mere af hinanden. Så udvikler vi os sammen.

Hvem ved, måske ville der være nogen, der slap for at gå ned med stress, fordi vi fagligt begyndte at anerkende alt det arbejde, vi gør hver dag. Også det, som er svært at sætte ord på.

For om det har ord eller ej, udfører vi det hver dag.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk