Nye boller på suppen: Forsvaret hjemtager køkkener og kantiner

Forsvaret har køkkener på 52 forskellige adresser i Danmark, hvor kommende FOA-medlemmer laver mad til ansatte og frivillige. Tobias Stidsen / Arkivfoto

Den 1. april overtager Forsvaret selv driften af køkkener og kantiner, efter det har været udliciteret til ISS. FOA er i fuld gang med at sikre de ansattes løn- og ansættelsesvilkår.

31. marts 2022

”En hær marcherer på sin mave.” Sådan sagde Napoleon angiveligt, og tilsyneladende er der fortsat fokus på, at de danske soldater og civile i Forsvaret skal have tilfredsstillende forplejning.

Den 1. april hjemtager Forsvaret rengørings- og køkkenområdet, efter det senest har været udliciteret til ISS. Forsvaret og ISS blev sidste sommer enige om at rive kontrakten i stykker.

Kontrakten skulle egentlig have løbet helt frem til 31. januar 2024, men utilfredsheden med servicen var for blandt de ansatte i Forsvaret var for stor.

Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren 


52 lokationer med køkkener

I FOA er man i fuld gang med at forhandle om vilkårene for en del af personalet i Forsvarets køkkener og kantiner, som er fordelt på 52 forskellige adresser landet over.  

”Vi er fokuserede på at sikre de bedst mulige løn- og ansættelsesvilkår til de medarbejdere, der bliver virksomhedsoverdraget. Ingen kommer til at gå ned i løn ved overgangen,” siger formand for Kost og Servicesektoren i FOA Pia Heidi Nielsen. 

Her er trusler en del af hverdagen: ”Vi vil have del i de penge”

FOA har fået oplyst, at der er 158 køkkenmedarbejdere i Forsvaret, som i forbindelse med hjemtagelsen, kommer til at overgå til en FOA-overenskomst. Men målet er ifølge FOAs oplysninger, at der skal ansættes op mod 490 i alt til at holde soldaterne og andre ansatte mætte, hvilket er 90 flere end da ISS havde kontrakten.

FOA: Glæder sig til at hilse på

I denne og næste uge er der møder internt i FOA, hvor sektorformanden mødes med de lokalafdelinger i FOA, som overtager de nye medlemmer fra Forsvaret.

”I FOA glæder vi os til at komme ud og hilse på de kommende medlemmer og på deres ledere,” siger Pia Heidi Nielsen.

Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”

Derudover har FOA med Pia Heidi Nielsen i spidsen anmodet Forsvarets Ejendomsstyrelse om møder for at få sikret, at det formelle samarbejde kommer i stand i forhold til tillidsfolk og MED-strukturen. 

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har samlet en række svar på forventelige spørgsmål i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen fra medarbejderne. Udover kantine- og køkkenpersonale, bliver rengøringen også hjemtaget 1. april, men det er 3Fs område.

Du kan finde din FOA-afdeling her.