Ny programserie vil gøre op med fordommene i ældreplejen
I en ny programserie på TV SYD følger man fire ansatte i hjemmeplejen i Kolding Kommune for at give indblik i deres arbejde i hjemmeplejen. En af dem er Simone Borup Brink. Hun håber, at det kan være med til at udvande nogle af de fordomme, faget bliver mødt af.
11. marts 2021
Det er fredag morgen, solen er lige stået op, og der er stadig rimfrost på de mange hvide biler, der holder parkeret ude foran hjemmehjælpsgruppen Niels Bohrs vej i Kolding. Da klokken slår 7, er de fleste på vej ud i den kolde morgen. Arbejdet kalder, og for 28-årige Simone Borup Brink, som er social- og sundhedshjælper, står dagen på i alt ni besøg, som hun skal nå over de næste fem timer.
Dagen for Simone Borup Brink byder på alt fra hjælp til rengøring til at smøre madder og sætte kaffe over til personlig pleje og psykisk støtte hos borgere som har behov for hjælp. Alt foregår med et stort smil, og der er godt gang i samtalen, mens hun udfører de forskellige opgaver i hjemmene.
Kommuner frygter rekrutteringskatastrofe: Vi skal alle tale sosu-faget op
Jobbet er meget mere end bleskift, fortæller hun. Derfor valgte hun også at medvirke i programserien ’Hjemmehjælperne’ for at være med til at give et mere retvisende billede af, hvad hendes fag i høj grad også er.
I 12 afsnit får man nemlig et unikt indblik i, hvad det vil sige at arbejde i hjemmeplejen. Nu er næsten alle afsnittene af programmet udrullet på TV SYDs hjemmeside, og Simone Borup Brink er selv godt tilfreds med det endelige resultat.
”Programmet har været med til at fremstille mit fag både hyggeligt, lunt og rart med masser af varme og sjæl. Så jeg håber, det kan give os mere anerkendelse for vores fag. Og det kan måske åbne øjnene for mange, som tror, at det er rimeligt ensporet at skifte bleer og gøre rent, da man kan se, hvor meget mere det egentlig er,” siger Simone Borup Brink.
En øjenåbner
I programmet kommer man helt tæt på, hvordan Simone Borup Brink og hendes kollegaer arbejder med de forskellige borgere, og hvorfor det er så vigtigt et stykke arbejde, social- og sundhedshjælperne og -assistenterne yder. Alligevel er det et fag, der bliver mødt af mange fordomme, som bunder i en uvidenhed om fagets mange facetter. Det er noget, Simone Borup Brink kan nikke genkendende til.
OK21: Ekstra lønkroner til ansatte på social- og sundhedsområdet
”Det vigtigste for mig personligt ville være, at fordommene blev udvandet. Lige da jeg blev udlært, mødte jeg især mange fordomme: ’Nu er du professionel røvtørrer.’ Men jeg er jo så meget mere end det. Det er så lille en del af, hvad jeg gør, og det var nedværdigende, at de sagde det,” fortæller Simone Borup Brink.
Derfor var hun også lykkelig for de reaktioner, hun fik efter programseriens premiere.
”Folks reaktioner på programmet har været megafede faktisk. Der er så mange af mine venner, der har skyndt sig ind og set det, og som efterfølgende har sagt: ’Hold da op. Jeg har godt nok fået respekt for dit fag nu’. Det betød virkelig meget. Jeg tror, programmet har været en øjenåbner for mange.”
Der ligger nemlig meget mere i faget, end hvad de fleste tror. Foruden at der i hjælpernes og assistenternes arbejdsdag indgår flere alsidige arbejdsopgaver, handler arbejdet også i høj grad om at kunne aflæse de forskellige borgeres behov og kunne omstille sig fra det ene besøg til det næste.
"Man skal være menneskekender, og så skal man have en fornemmelse – ikke kun en situationsfornemmelse – men man skal kunne aflæse, hvad det er for et menneske, man står overfor, hvordan kommunikeres der bedst med den her person, og hvad kan motivere den her person," fortæller Simone Borup Brink.
Det har ikke været forgæves
Simone Borup Brinks leder, Marianne Due, håber, at programmet vil være med til at få flere interesseret i faget. Hun kan da også allerede nu se de positive effekter, programserien har ført med sig.
”Jeg har efterfølgende modtaget en ansøgning fra en, som ikke er uddannet, men som havde set udsendelsen, og som var interesseret i at komme indenfor faget. Så hvis det er det, der skal til for at få flere rekrutteret til faget, så har det ikke været forgæves,” fortæller Marianne Due.
Da hun som leder blev tilbudt at medvirke i programmet, var hun ikke et sekund i tvivl om, hvorvidt hun ønskede, at hendes ansatte skulle medvirke. For hende var det vigtigt at belyse hvilket stykke arbejde, hendes ansatte udfører til daglig, og dermed give seerne et andet blik på, hvad det er, de laver i hjemmehjælpen – især i efterdønningerne af TV 2s dokumentar ’Plejehjemmene bag facaden’, der gav fornyet næring til nogle de fordomme, faget i lang tid har været underlagt.
"Det var virkelig forfærdeligt, det der kom frem i TV 2s dokumentar. Det er godt, at der er fokus på det negative, så der kan blive ryddet op i nogle af de ting, der desværre sker. Men derfor synes jeg også, at det er vigtigt at fremstille, at vi også har nogle dygtige hjælpere og assistenter, som laver et godt stykke arbejde hver dag," siger Marianne Due.
Elsker sit fag
Tilbage til Simone Borup Brinks arbejdsdag, er hun nu nået igennem alle ni besøg, og den hvide bil holder nu parkeret og er klar til, at aftenholdet senere skal ud på deres ruter.
Hun har haft en god arbejdsdag, hvor der har været tid til at hygge sig med borgerne. Og netop det er grunden til, at hun elsker sit fag.
"Det allerbedste ved faget er, at man har med mennesker at gøre, fordi det giver en så meget igen. Det er simpelthen så fascinerende at komme hjem til folk og få lov til at høre alt det, de har at fortælle. Det er små livstykker, man bare får lov til at være en del af. De lærer en noget, og de er taknemmelige for, at man gør en forskel for dem. Det er megaskønt."
Programserien 'Hjemmehjælperne' består af 12 afsnit af ti minutters varighed og kan ses på tvsyd.dk eller i tv'et hver lørdag kl. 19.30.