Nu kan du indstille: Hvem skal have Køkkenprisen?

Der er frist 1. maj for indstillinger til Køkkenprisen 2022, som FOA er med til at uddele. Landbrug og Fødevarer

Som noget nyt i år har Køkkenprisen fokus på at hylde køkkener, der gør en ekstraordinær indsats for at servere bæredygtige måltider. Du kan nu indstille din favorit.

30. marts 2022

Har du en kollega, eller arbejder du selv i et køkken, hvor der er stor fokus på bæredygtighed, så er det nu, du skal til tasterne og sende en indstilling Køkkenprisen 2022. 

For tredje år i træk uddeler Landbrug og Fødevarer Køkkenprisen til de offentlige køkkener i Danmark, der udmærker sig inden for økologi og bæredygtighed.
Nyt OK21-forlig giver ekstra løn til køkken- og rengøringsansatte

Bæredygtig profil i fokus

Vinderne af Køkkenprisen 2022 vil først og fremmest blive udvalgt på baggrund af, at de har en stærk bæredygtig profil og på køkkenets vilje til at arbejde med at fremme udviklingen af bæredygtige måltider. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Landbrug og Fødevarer, der uddeler prisen i samarbejde med FOA og en række andre fagforbund. 

Det kan for eksempel være fokus på madspild, lokale råvarer, sæson, høj økologiprocent og brugen af bælgplanter, som bliver belønnet. Vinderen kan også være et køkken, som har en klar strategi for bæredygtig mad og måltider gennem sit arbejde med de officielle kostråd eller FNs verdensmål. 

Juryen bag køkkenprisen ønsker ikke at definere præcist, hvad bæredygtighed er, men nævner blot eksempler på, hvad det kan være. Der er dog et par kriterier, som vinderen skal leve op til.

Køkkenleder vinder pris: Jeg elsker at udfordre børnene

Kriterier som skal være opfyldt

Køkkenet skal have:

• et ekstraordinært fokus på et eller flere bæredygtige aspekter omkring måltidet

• lave mad med målgruppen og måltidsoplevelsen i fokus

• en klar strategi for kompetenceudvikling af medarbejderen

• en glad smiley fra Fødevarestyrelsen

Der er frist for indstillinger til Køkkenprisen den 1. maj 2022. De nominerede bliver offentliggjort i starten af juni. I løbet af sommeren kommer juryen på et anmeldt besøg hos de nominerede. Vinderen kåres til årets Fødevaredag den 27. september 2022 på Hindsgavl Slot. 

Læs mere om, hvordan du kan indstille din favorit her

Køkkenprisen er et samarbejde mellem de faglige organisationer; Kost- og Ernæringsforbundet, FOA, Økologisk Landsforening og 3F, der organiserer de køkkenprofessionelle, samt Landbrug & Fødevarer.