Kommune tilbyder robotstøvsugere til alle dagplejere

”Med robotten slipper jeg for at svinge gulvmoppen hver dag efter arbejde, og dermed har jeg mere tid til mit fritidsliv – vi har en hest, som skal passes, efter børnene er hentet,” siger Mette Laura Stubberup, der er dagplejer i Aarhus Kommune. Niels Åge Skovbo

Dagplejer Mette Laura Stubberup fik en lys idé, der har formået at reducere hendes coronarengøring med en tredjedel. 

28. april 2021

-Hvordan fik du idéen?

"Jeg er altid ude med børnene efter eftermiddagsmaden, og indtil de bliver hentet. En dag i december gik jeg og tænkte på, at vi burde have en robotstøvsuger, der gjorde rent imens. Jeg tog det op på et møde, og derefter gik det hurtigt. Vi ansøgte en coronarengøringspulje, fik den bevilget, idéen blev taget op centralt, og nu skal alle dagplejere i Aarhus Kommune have en. Det er simpelthen så fedt."

-Har den et kælenavn?

"Hos os hedder den Pia. Det er min datter, der har opkaldt den efter hende, der gør rent i børnehaven."

-Gør den ordentligt rent?

"Ja, det fantastiske er, at den også kan vaske gulv. Jeg sætter den til, når vi er ude, og så er der kun kontaktflader og toilet tilbage. Det er meget nemmere end at hive støvsuger og gulvmoppe frem hver dag. Jeg kan fjernstyre den via en app, den passer sig selv, og hvis der er meget beskidt, kan jeg indstille den til at tage samme rute to eller tre gange."

-Er det så slut med overarbejde?

"Nej, ikke helt, men den har fjernet en tredjedel af rengøringstiden, og det betyder en stor nedskrivning i overarbejdstimer, når man som jeg har børn i hele åbningstiden."

-Og nu breder idéen sig?

"Min pædagogiske leder bliver kimet ned med spørgsmål om, hvad det er for en model. Tænk at en simpel tanke kan hjælpe andre dagplejere. Det har ikke bundfældet sig helt endnu."

Robotter til alle

Alle dagplejere i Aarhus Kommune har fået tilbudt at låne en robotstøvsuger, der også kan vaske gulv, men da der var leveringsvanskeligheder ved en samlet ordre, har dagplejerne selv fået lov til at købe en. En god robotstøvsuger med gulvvask koster omkring 3.000 kroner, men kan købes i alle prisklasser fra 1.300 til 9.000 kroner.

Kilde: Trine Krabbe, konsulent i Børn og Unge, Aarhus Kommune