Her er de vilde med bælgfrugter

Handan Erdal (tv.) og Esin Taspinar har fået stor frihed fra deres leder til at præsentere børnene i den integrerede institution for mad fra mange kulturer. Anna Cathrine Leth Christiansen

Kikærter, linser og bønner spiller en hovedrolle i den mad, som køkkenmedarbejder Handan Erdal og Esin Taspinar laver i Børnehuset Kirke Værløse.

09. februar 2022

For første gang bliver Bælgfrugternes Dag fejret i Danmark torsdag den 10. februar. Sammen med Fødevarestyrelsen og Rådet for sund mad har FOA taget initiativ til at markere FNs dag for bælgfrugter. Målet er at inspirere flere til at bruge de sunde og klimavenlige bælgfrugter i landets køkkener, kantiner og restauranter. 

Fagbladet FOA har været på besøg i Kirke Værløse Børnehus. I den integrerede daginstitution i Furesø Kommune indgår bælgfrugter som en central del af menuen. 

Køkkenmedarbejder Handan Erdal og hendes kollega Esin Taspinar har begge tyrkisk baggrund og er derfor inspirerede af den orientalske madkultur, hvor man især bruger hvide bønner, kikærter og linser. 

Læs også: Mindre kød og mere klimafokus fylder i de nye kostråd

"Vi laver retter fra mange kulturer, hvor vi bruger bælgfrugter som erstatning for kød eller som supplement. I stedet for pasta med kødsovs laver vi pasta med linsesovs. Der er også dage, hvor vi får kødpålæg som leverpostej og spegepølse," siger hun.

- Har børnene nogen favoritter?

"Hvis jeg skal være ærlig, så kan de lide alt, vi serverer. De er både glade for rød linsesuppe og rugbrød med ærtemos og hummus og linsepostej. De børn, der har gået i vuggestuen, er vant til det hele. De børn, der kommer til børnehaven udefra, kan nogle gange være lidt

kræsne, men det går normalt hurtigt over. Pædagogerne er gode til at få børnene til at smage. Den største glæde er, når børnene ønsker sig at få en ret en gang til, eller når forældrene beder om en opskrift."

- Hvordan er I ellers klimabevidste?

"Vores mad har været 100 procent økologisk siden 2017. Med økologi tænker man også på klimaet, og vi gør os umage med at undgå madspild. Fredag er vores ’tømme køleskabet-dag’. Hvis vi for eksempel har en rest af ærtemos eller hummus, bruger vi det til at bage brød. Og har vi linsemos til overs, bruger vi det til linsedeller."

Sunde og klimavenlige

I Danmark spiser vi kun fem gram bælgfrugter om dagen i gennemsnit. Der er derfor et stort potentiale i at få danskerne til at spise flere bælgfrugter, så vi kan nærme os de 100 gram, som  Fødevarestyrelsen anbefaler. Bælgfrugter er fedtfattige råvarer, der indeholder mange kostfibre, mineraler og vitaminer. Desuden har de et højt indhold af protein.
Sektornæstformand Berit Jakobsen fra FOA kan anbefale at se syv korte læringsvideoer opdelt i emner, der inspirerer og vejleder køkkenfaglige til at bruge flere bælgfrugter i køkkenet. Værtinderne er kok Inger Kjærgaard, som også deltager i webinaret, og madformidler Trine Krebs.

Find videoerne her Plantebaseret Videnscenter