Grønne biler i brand stiller nye krav til brandfolk 

Da en hybridbil i begyndelsen af måneden gik i brand, blev bilen nedsænket i en container. Det er en af de slukningsmetoder brandfolk skal være bekendt med, og som de i stigende grad vil komme til at benytte sig af i takt med, at der kommer flere grønne biler. Thomas Olesen /Sjællandske Medier

Det stigende antal grønne biler på danske veje betyder, at brandfolk skal være forberedt på at slukke flere bilbrande i elektriske biler. Det kan være en udfordring, fordi brande i el-og hybridbiler kræver mere tid og anderledes metoder. 

26. august 2021

I op til 24 timer kan en elbil brænde. Hvis flammerne spreder sig til batteriet, kan det betyde, at ilden fodrer sig selv uden ilt. 

Det stiller særlige krav til de brandfolk, der skal slukke den. Det sås, da en hybridbil brød i brand i Sorø i begyndelsen af august, og bilen måtte sænkes ned i en container fyldt med vand for at slukke den.

I fremtiden kan brandfolk komme til at slukke flere brande i hybrid eller elbiler, da en politisk aftale fra 2020 indebærer, at der skal være 1 million hybrid- og elbiler på de danske veje i 2030. 

Vi øver os

Frederik Prytz-Grønfeldt, analysechef ved Beredskabsstyrelsen påpeger, at redningsberedskabet, deriblandt kommunale brandvæsner, uddanner brandfolk i slukningen af elbiler.

"Det er noget, man bliver informeret om og øver sig på," siger han.

"Selvom det er noget andet, når man står i røgen, så er muligheden for at lave en fornuftig indsats stor, hvis man har gjort sit hjemmearbejde godt."

Inspiration fra Norge

Der er flere ting, man skal tage forholdsregler om, når man slukker brande i el-biler. Derfor har Beredskabsstyrelsen i marts i år udgivet et temahæfte. Der er blandt andet kigget til Norge, der har ca. en halv million el- eller hybridbiler kørende.

"Det handler om at scanne hele feltet for at se, hvad der virker," Frederik Prytz-Grønfeldt.

"Vi er åbne for at inkludere ny viden, hvis den er baseret på et godt grundlag."

Brande i elbiler kan opstå ved en kortslutning i batteriet, for eksempel fordi det bliver overopladet eller opladet i en hjemmelavet lader. Det kan også opstå, når batteriet bliver overophedet f.eks. ved påsættelse, eller når en kollision beskadiger batteriet.

Batteriet kan udlede farlige gasser, hvis det er beskadiget.


En slukningscontainer i Danmark

En metode, man kan bruge til slukning af elbiler, er en slukningscontainer, som er en container fyldt med vand med dyser i bunden. Bilen bliver sænket ned i containeren, hvor den står, indtil man er forsikret om, at den ikke antænder igen. I øjeblikket er der kun en af de containere i Danmark, den er placeret i København.

Det var sådan en container, der blev brugt til at slukke hybridbilsbranden i Sorø. Helt lavpraktisk kan man også bruge en almindelig container, der bliver fyldt med vand. Siderne skal være foret med en armeret presenning.

Frederik Prytz-Grønfeldt mener, at det danske brandvæsen er udmærket forberedt på at slukke brande i elbiler. Temahæftet er en viderebygning på et lignende temahæfte fra 2016, og er lavet i samarbejde med Danske Beredskaber.

"Vi har lavet det sammen med dem, der skal ud at slukke, når det brander første gang," siger han.

"Det er forhåbentligt ikke en helt fremmed oplevelse, når det kommer".

Opdatering: Af artiklen fremgik det tidligere, at der i Danmark er to slukningscontainere. Selvom der er ønske, om en container i Østdanmark, findes der lige nu kun en slukningscontainer i København.