Det hele begyndte med et spørgsmål fra lederen: Nu har sosu-assistent opfundet ekstrem populær metode
Der mangler et bindeled mellem teori og hverdagspraksis i psykiatrien. Det mener social- og sundhedsassistent Ann Ræbild, som har udviklet metoden ’Resome’.
22. april
Hvad er det egentlig, du gør, når du får så god en relation til borgerne og så sjældent er involveret i tvang?
Spørgsmålet fik Ann Ræbild til at tænke sig om. Det kom fra hendes leder en helt almindelig dag på arbejdet på det psykiatriske hospital i Brønderslev. Men Ann, som er social- og sundhedsassistent, gjorde jo ikke noget særligt, syntes hun. Hun sørgede jo bare for at lære patienterne at kende og lade dem kende hende.
Men alligevel ville hun gerne give lederen et ordentligt svar, så hun gik på jagt i fagbøgerne.
”Jeg læser meget faglitteratur. Så meget, at mine veninder driller mig med det. Fordi jeg er nysgerrig på at få en forklaring på, hvorfor gør mennesker, som de gør?”
I fagbøgernes teorier om blandt andet kognitiv terapi, traumebevidst tilgang og mentalisering fandt Ann svaret på, hvad det er, hun gør for at skabe en god relation til patienterne. Og egentlig var teorierne ikke nye.
”Men meget af vores undervisning på uddannelserne forbliver på et så teoretisk plan, at det egentlig bare gør mest nytte på folks CV.”
Konkrete råd
Derfor gik Ann i gang med at oversætte teorierne til praktiske, konkrete råd til plejepersonalet til at håndtere selvskadende borgere. Det er blevet til en metode, Ann kalder Resome. Det står for ’Relation som Mestringsmetode’.
”Jeg har ikke opfundet noget teoretisk nyt, men jeg har opfundet de redskaber, der gør teorierne brugbare for medarbejderne og for borgerne selv,” siger Ann.
Kernen i metoden er, at der skal skabes en relation mellem borger og medarbejder. At selvom man som medarbejder har sine tre p’er – privat, professionel og personlig – kan man sagtens bruge sig selv i arbejdet.
”Jeg fortæller patienterne, at jeg har en hund og en hest og godt kan lide pizza. Det er personligt, og så bliver det nemmere for mig som professionel at spørge, hvorfor selvskaden gav mening for patienten, og hvad det var, der triggede? Det er mange medarbejdere, der er bange for at bruge sig selv i arbejdet, men det må vi altså godt,” siger Ann.
Naturlig reaktion på unaturlig opvækst
Værktøjet er blevet til en digital platform med 40 forskellige redskaber – tekster, simulationsvideoer, deeskalerende teknikker, som man tilgår via en iPad eksempelvis.
”Der er helt konkrete råd til, hvad man for eksempel skal sige og gøre, når man kommer ind på stuen til en borger, der står og banker sit hoved ind i væggen.”
Kurset i Resome-metoden er bygget op, så man får prøvet redskaberne af i virkeligheden, mens man lærer dem. Videoerne er indspillet med professionelle skuespillere, og speciallæge i psykiatri Morten Kjølbye, som selv medvirker i en forklarende film, har givet faglig sparring gennem udviklingen af materialet.
Oveni det har nogle af Anns tidligere psykiatriske patienter hjulpet hende med kvalitetstjekke metoden. En del af idéen er nemlig at lære patienterne om, hvorfor de reagerer, som de gør. At få dem til at forstå, at deres adfærd er en ’naturlig reaktion på en unaturlig opvækst’, som Ann siger.
”De skal væk fra at føle sig forkerte, fordi de er ikke forkerte.”
Metaforer hjælper
Et andet redskab, Ann bruger meget, er at tale med patienterne i metaforer. På den måde skaber hun en distance i sproget, som kan gøre det nemmere for patienterne at træde ind i en svær snak.
”For eksempel bruger jeg klædeskabet som metafor. Vi har alle et klædeskab, men nogle gange er der rodet, og så lukker vi lågerne. Altså oversat at patienten har rod i sin personlighed på grund af traumer, som ligger gemt. Når vi forsøger at rydde op, tager vi al tøjet ud på sengen, og det føles meget kaotisk. Det er det samme, når patienten lukker op for traumerne.”
Samtidig er den metafor god for personalet, fortæller Ann, når de skal lukke snakken ned igen.
”Patienten skal ikke føle sig blottet, så hvis man bliver i metaforen, når man afslutter samtalen, kan man spørge, om tøjet er pakket ned for nu, og om det er okay, at vi lukker lågerne for denne gang?”
Metoden kan også bruges mod forråelse
Lidt luft i dækket
Ann har fået henvendelser fra psykiatriske afdelinger, bosteder og ældreplejen, som vil lære mere om metoden.