Dagplejer skyldig i dødsvold

FOA kalder sagen for dybt tragisk.
Opdateret 05. september 2022
En dagplejer blev mandag kendt skyldig i dødsvold mod en 15 måneder gammel pige ved Retten i Herning. Hun frifindes dog for drab af de seks nævninge og tre dommere. Straffen lød på syv års fængsel.
Den kvindelige dagplejer havde barnet i gæstedagpleje dagen før dødsfaldet. Barnet døde den 29. november 2019 som følge af blandt andet flere kraniebrud, knoglebrud i nakken og blødninger i hjernen. Den dømte nægtede sig skyldig og har anket dommen med krav om frifindelse. Det betyder, at sagen nu skal behandles i Landsretten.
”Sagen fra Herning er en dybt tragisk sag og berører mig dybt, men er i mine øjne et isoleret og ulykkeligt tilfælde,” lyder reaktionen fra Kim Henriksen, der er formand for Pædagogisk Sektor i FOA.
”Vi organiserer næsten 9.000 dagplejere i FOA som sammen med dagplejepædagoger og en leder hver dag ønsker at skabe trivsel for alle børn. Indenrigsministeriets tilfredshedsundersøgelse fra juli i år viser da også, at forældre på samtlige parametre giver dagplejerne topkarakterer. Det er super-dygtigt og kompetent pædagogisk personale, der er ansat i dagplejen,” fortsætter Kim Henriksen.
Sagen kort fortalt
Den i dag 58-årige kvinde var dagplejer i landsbyen Ilskov i Herning Kommune og havde det 15 måneder gamle barn i gæstedagpleje, da barnets almindelige dagplejer holdt ferie.
I retten har kvinden forklaret, at barnet skreg og var ’hysterisk’ i dage, da hun havde barnet i gæstedagpleje. Hun kunne hverken få barnet til at drikke eller spise eller lege med de andre børn.
Den fjerde dag tilkaldte dagplejeren hjælp, da barnet pludselig ikke længere var kontaktbart. Ifølge dagplejeren havde barnet været selvskadende og banket sit hoved ind i en skabslåge.
Den 15 måneder gamle pige blev indlagt på sygehuset i Herning og senere overført til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor hun døde. En obduktion viste senere svære kvæstelser, som kunne stamme fra grov vold.
Der gik halvandet år, før politiet sigtede dagplejeren for vold med døden til følge. I mellemtiden havde dagplejeren blandt andet arbejdet i en vuggestue i Herning Kommune.
Kommunen har forklaret, at kvinden blev flyttet til arbejde på et depot, da politiet i 2020 genoptog sagen, og hun blev fritstillet, da politiet rejste sigtelse.
Opdateret kl. 15:15 med strafudmåling.