Børnehus oplevede klar tendens og tog beslutning:”I dag er vi bevidste om, at vi er forbilleder for børnene”

Det bliver ikke kun understreget i de københavnske gader, som i disse dage er prydet af regnbueflag, for at markere årets Copenhagen Pride. Nej, både i statistikkerne og i daginstitutionerne er det tydeligt, at det er blevet socialt accepteret at få børn som for eksempel enlig mor eller to fædre.

"Derfor var tiden til, at vi kiggede nærmere ind i vores pædagogik," lyder det fra Monica Kruskov Rasmussen, der er pædagogisk leder i Børnebyen Vandværket i Indre København.

Siden 2017 har institutionen så arbejdet med normkritisk pædagogik. Årsagen til den beslutning var ganske enkel.

"Vi havde en stigende efterspørgsel fra forældre af samme køn,” forklarer den pædagogiske leder.

Men trods beslutningen om normkritisk pædagogik oplever institutionen stadig, at børn kan føle, at deres familieform var forkert. 

”Vi har oplevet et barn, som spurgte, hvorfor hendes familie var forkert, fordi hun kun havde en mor. Så lavede vi en voksenstyret familieleg, hvor der var fokus på, at i den her familie var der kun en mor. På den måde lærer børnene, at familier kan se ud på mange forskellige måder,” fortæller hun.

Vigtige i alle slags institutioner

Ifølge Danmarks Statistik er der over dobbelt så mange forældre af samme køn i Region Hovedstaden end i nogen andre regioner i Danmark. Hvis man sammenligner ægtepar med samme køn med et barn i husstanden i 2024, er der i Region Hovedstaden registreret 278 familier. Til sammenligning har Region Midtjylland det næsthøjeste antal i samme kategori, og her er der tale om 120 familier.

Det er derfor ikke mærkeligt, at de syv normkritiske dagtilbud, der nævnes i en forskningsartikel om blandt andet normkritisk pædagogik, alle befinder sig i Region Hovedstaden.

I et samarbejde med Emma Clarup og Stine Del Pin Hamilton står Marta Padovan-Özdemir bag rapporten. Hun har en Ph.D i pædagogik og forsker blandt andet i normkritik og queerteori.

Hun håber, at flere institutioner, ligesom Børnebyen Vandværket, vil integrere mere normkritisk pædagogik i dagligdagen:

”Vi skal jo tænke på det her som et større projekt, som involverer hele samfundet. Hvis vi gerne vil have et samfund, hvor vores børn vokser op mere inkluderende, skal vi gøre op med familienormen. Derfor mener jeg, at normkritiske perspektiver er vigtige i alle slags institutioner”, forklarer hun.

I pædagogisk sammenhæng betyder normkritik, at der bliver gjort op med, hvad der hidtil er blevet anset som normalt. Det kan for eksempel være, at drenge gerne må have kjole på, hvis de vil det, eller at der opfordres til at lave ”familieleg" i stedet for ”far-mor-og-børn-leg". Formålet er at ligestille familietyperne med hinanden, så børn fra for eksempel regnbuefamilier ikke føler sig anderledes.

Nysgerrighed og åbenhed er vigtigst

Tilbage i Børnebyen Vandværket møder Fagbladet FOA Ole Johansen, der arbejder i vuggestuen som pædagogisk assistent. Første gang han satte sine ben i institutionen, var i 2019, som ufaglært. Men i januar i år fik han papir på, at han nu kan kalde sig for pædagogisk assistent:”Jeg havde arbejdet som ufaglært siden 2009, men jeg havde behov for bedre at forstå, hvad der blev snakket om til møderne, og hvorfor tingene blev gjort, som de gør. Jeg havde lyst til at udvide min pædagogiske viden.”

Det er netop den nysgerrighed og lyst til at udvide sin pædagogiske viden, som pædagogisk leder, Monika Kruskov Rasmussen, opfordrer sine egne medarbejdere til. For hende, er det, det vigtigste værktøj til at omfavne alle slags familier og børn:

”Jeg synes, at det kræver en større bevidsthed om, at man som pædagog er et forbillede for de her børn. Jeg tror, at indholdet af børnenes hverdag skal være præget af nysgerrighed. Vi arbejder meget med, at vi alle sammen er ens, og at man kan have den familie, man har og elske dem, man vil, og det er ikke forkert,” fortæller hun.

Og spørger man forsker, Marta Padovan-Özdemir, om hun mener, at pædagoger skal have en anden tilgang til børn, som kommer fra utraditionelle familier, er svaret klart:

”Det kræver ikke nødvendigvis en anden pædagogisk tilgang. Det kræver, at man kigger indad på de normer, man som pædagog og institution, opretholder”, afslutter hun.