Astrid Krag om ny ældrelov: Vi kan ikke længere gøre, som vi plejer
En række aktører på ældreområdet har afleveret deres bud på, hvad en ny ældrelov skal indeholde. Ældreminister Astrid Krag vil endnu ikke løfte sløret for, hvilke konkrete forandringer en ny ældrelov vil medføre.
05. september 2022
De nuværende regler på ældreområdet skal sløjfes, og i stedet skal der startes forfra på et blankt stykke papir.
Det var et af statsminister Mette Frederiksens centrale budskaber i sin nytårstale 1. januar. Regeringens ønske var at lave en ny ældrelov, lød det fra statsministeren.
På den baggrund nedsatte regeringen et rådgivende panel og tre ekspertgrupper, der hen over foråret og sommeren har drøftet, hvad en sådan lov skal indeholde.
Dét arbejde præsenterede ældreminister Astrid Krag mandag på plejehjemmet Rosenvang i Vordingborg. Her gentog hun statsministerens budskab.
”Vi må komme til den erkendelse, at vi ikke længere kan gøre, som vi plejer. Vi skal udvikle nye metoder og begynde med et blankt ark,” sagde Astrid Krag.
Rapport: Det skal en ny ældrelov indeholde
For at lægge fundamentet til en ny ældrelov, udpegede regeringen repræsentanter fra centrale organisationer, heriblandt FOA, forskere, medarbejdere og ledere fra ældreplejen, pårørende og de ældre selv. De har nu afsluttet deres arbejde og afleveret rapporten.
De har blandt andet peget på, at en ny ældrelov skal sikre, at tiden bliver brugt på plejen af og omsorgen for de ældre. At borgerne er med til at bestemme, hvilken hjælp de ønsker. At medarbejdernes faglighed kommer i spil. At de pårørende inddrages, og at dokumentationskrav er meningsfulde.
De har også lagt vægt på, at en ny ældrelov skal tage udgangspunkt i et større fokus på relationen mellem medarbejderen og borgeren. Og at det kræver, at kontinuitet, tillid, værdighed og valgfrihed er bærende værdier i loven.
Derudover skal loven også understøtte bekæmpelse af ensomhed og have et fortsat fokus på forebyggelse og rehabilitering.
I alt peges der på ti overordnende punkter som 'bedre rammer for visitation, organisering og klageadgang', 'forebyggelse og rehabilitering' og 'bedre og mere meningsfuld dokumentation'.
Du kan læse hele rapporten på Social- og Ældreministeriets hjemmeside.
Ved sin side havde ældreministeren tidligere departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet, Per Okkels, der har stået i spidsen for arbejdet med at skabe grundstenene til en ny ældrelov.
Dokumentationen er for tung i dag
Han kritiserede blandt andet den praksis for dokumentation, der er blevet skabt.
”For at få frigivet hænder fra at være administrative til at være varme, har vi været inde og kigge på det dokumentationssystem, der er i dag. Der må jeg anbefale, at man starter forfra. Det er tungt, og det er ikke intuitivt,” lød det fra Per Okkels.
Netop for megen dokumentation har både ældreministeren og statsministeren også gentagne gange problematiseret, fordi det stjæler tid fra kerneopgaven.
Mette Frederiksen: En ordentlig ældrepleje kræver mindre dokumentation
”Vi har brug for at få ryddet op i de regler, der er lagt lag på lag i årtier af sådan nogle som mig. Det er gået for vidt, og man kan ikke nøjes med at fjerne en regel her eller der, som man har gjort i de processer, der har været over de seneste år. Vi bliver nødt til at tænke nyt,” fastslog Astrid Krag.
Ingen konkrete bud
Fagbladet FOA forsøgte at få svar på, hvilke konkrete forandringer som medarbejderne kan forvente at opleve med en ny ældrelov. Det ville Astrid Krag imidlertid ikke komme nærmere ind på.
”Regeringen har ikke lagt sine forslag frem, men jeg har nogle tanker og idéer. Grunden til, at jeg ikke har konkrete forslag i dag, er fordi, vi i dag modtager den her afrapportering,” sagde Astrid Krag, der til gengæld fastslog, at regeringen nu tygger rapporten igennem og tager det med videre i arbejdet med en ny ældrelov.
”Vi har brug for at gøre noget mere grundlæggende, end man har været villig til tidligere. Nu har vi et godt afsæt. Og så håber jeg, at mine kolleger vil være med til at sende ældreplejen i en ny retning for at sikre, at der er tid til omsorg,” sagde Astrid Krag.
Savner større tydelighed
I FOA er sektorformand Torben Hollmann overvejende positiv over den rapport, som er blevet afleveret til regeringen.
”Det afspejler de diskussioner, der har været i panelet, og det tegner en god retning for ældreplejen.”
”Hvis vi savner noget i rapporten, er det mere tydelige anbefalinger, som overlader mindre til politikernes fantasi. Det er vigtigt, at det videre arbejde bygger på konkrete erfaringer fra virkeligheden frem for en forestilling om, hvordan virkeligheden ser ud,” siger Torben Hollmann.