AstraZeneca-vaccine droppes: Det betyder det for frontpersonale
Efter sjældne fund af blodpropper stopper Danmark nu brugen af AstraZeneca-vaccinen. Personer, der allerede har fået første stik, vil senere få tilbudt en anden vaccine, oplyser Sundhedsstyrelsen.
14. april 2021
Efter at have været på pause siden 11. marts stopper Danmark nu brugen af AstraZeneca-vaccinen som en del af massevaccinationsudrulningen. Det fortalte direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og enhedschef fra Lægemiddelstyrelsen Tanja Erichsen på et pressemøde onsdag eftermiddag.
Det sker på baggrund af indberetninger om alvorlige tilfælde af blodpropper, fald i antal blodplader og blødninger.
Dansk og norsk registerdata – dog med statistisk usikkerhed – viser, at bivirkningerne, der nu har fået navnet 'VITT', rammer cirka én ud af 40.000 vaccinerede med AstraZeneca syv til ti dage efter vaccinationen.
Stop af vaccine på grund af dansk smittesituation
Beslutningen om at stoppe brugen af AstraZeneca-vaccinen bunder i den danske smittesituation lige nu, fastslår Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. Han lægger vægt på, at ældre og sårbare danskere samt en stor del af frontpersonale allerede er vaccineret.
”Derfor vurderer vi, at det ikke kan svare sig og forsvares, at vi fortsætter med AstraZeneca,” siger Søren Brostrøm og tilføjer, at hvis Danmark stod i en anden situation med et større smittetryk, ville han ikke tøve med at anvende AstraZeneca-vaccinen.
Vaccinen er derfor heller ikke endeligt skrottet, og Søren Brostrøm udelukker heller ikke, at Danmark på et senere tidspunkt vil genoptage brugen af AstraZeneca, hvis smittesituationen ændrer sig.
Knap 150.000 har fået første stik
Omtrent 150.000 personer, primært frontpersonale, har allerede fået første stik med AstraZeneca-vaccinen. De vil på et senere tidspunkt blive tilbudt en anden vaccine. Sundhedsstyrelsen er ved at finde ud af, om de skal have én eller to doser af en af de andre vacciner, og hvornår det skal ske.
”Vi skal selvfølgelig tilbyde en fuld vaccination. Ikke lige nu og her, men det skal nok komme,” siger Søren Brostrøm og tilføjer, at første stik med AstraZeneca-vaccinen også giver en 'relativ pæn beskyttelse', og at sundhedsvæsenet lige nu ikke er ved at kæntre.
Personer, der tidligere har været inviteret til det første stik med AstraZeneca, som fik vaccinen aflyst, vil blive visiteret ud fra de nye kriterier.
Søren Brostrøm understreger, at dem, der varetager en kritisk funktion, men er langt bag i køen på grund af deres CPR-nummer, vil komme frem i køen.
Med dagens udmelding har Sundhedsstyrelsen opdateret vaccinationskalenderen.
FOA efterlyser konkret plan for frontpersonale
Vaccination af frontpersonale har været gået mere eller mindre i stå, siden AstraZeneca-vaccinen blev sat på pause for over en måned siden. På plejehjem er andelen af færdigvaccineret personale for eksempel kun vokset fra 44 til 45 procent siden 15. marts, viser Sundhedsstyrelsens statusrapporter.
Hos FOA roser man beslutningen om at stoppe brugen af AstraZeneca, men efterlyser en plan for, hvad der skal ske med frontpersonalet.
Johnson & Johnson-vaccine også på pause
De første doser af Johnson & Johnson-vaccinen, som man kun skal have ét skud af, ankom til Danmark tidligt i morges den 14. april, men tirsdag besluttede Johnson & Johnson at udskyde udrulningen i Europa. Det er endnu ikke meldt ud, om og eventuelt hvornår vaccinen vil blive taget i brug i Danmark.
Nu vil myndighederne undersøge, om Johnson & Johnson har samme bivirkninger som AstraZeneca.
I alt har Danmark sikret sig doser til at vaccinere 8,2 millioner mennesker med Johnson & Johnson-vaccinen.
Sundhedsstyrelsen har torsdag den 15. april publiceret en video på Facebook med spørgsmål og svar til beslutning om at stoppe brugen af AstraZeneca-vaccinen. Her kan du læse, hvad Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm svarer:
-
1
Kan man nøjes med et stik af AstraZeneca og være ordentligt beskyttet?
”Vi anbefaler alle at blive færdigvaccineret. Både så man selv er beskyttet, og så vi alle får den bedste epidemikontrol. De, der har fået første stik, vil vi tilbyde en færdigvaccination med en af de to andre vacciner, Pfizer eller Moderna,” siger Søren Brostrøm og tilføjer:
”Vi har CPR-numrene på alle, der har fået første stik af AstraZeneca-vaccinen, og de vil blive indkaldt til færdigvaccination. Vi er ved at finde ud af, om vi vil tilbyde ét eller to stik med Pfizer eller Moderna, men der kommer en melding i den her uge eller i starten af næste uge,” siger han.
-
2
Hvis man har fået første stik, hvor lang tid går der så, før man får en anden vaccine, og bliver de personer prioriteret først?
”Alle, der fik AstraZeneca, stod til at blive revaccineret efter tre måneder. For langt de fleste er vi seks uger henne i det forløb, så det begynder at være snart, at man skal indkaldes. Det er noget af det, vi skal finde ud af. Nu skal vi først finde ud af, om vi synes, man skal have ét eller to stik,” siger Søren Brostrøm.
”Vi skal kigge på andre landes erfaringer, så vi giver det tilbud, der er mest effektivt og sikkert. Når vi har fundet ud af det, skal vi kigge i kalenderen og se, hvordan vi bedst får folk ind. Vi skal nok tage det i klumper,” forklarer han:
”Måske bliver det sådan, at dem, der blev vaccineret tidligst, kommer først, og måske kigger vi til, hvor gamle folk er, så de ældste kommer først. Og så kommer det an på, hvor mange vacciner vi har. Vi har jo kun de vacciner, vi har, så hvis vi tager den gruppe ind, vil nogle ældre måske skulle vente. Vi skal lige have det til at balancere. Der kommer en melding meget snart,” siger Søren Brostrøm. -
3
Kan det have bivirkninger at mikse to vacciner?
”Vi er ikke så frygteligt bekymrede for bivirkningerne,” siger Søren Brostrøm.
”Der har allerede været nogle, der har skiftet vacciner. For eksempel folk, der har fået en allergisk reaktion af Pfizer-vaccinen. Storbritannien har en del mere erfaring med at skifte mellem vacciner, end vi har. Derfor kigger vi på deres dokumentation, så vi kan være helt sikre på, at vi kommer med en god anbefaling til folk,” siger Søren Brostrøm. -
4
I vaccinationskalenderen ser det ud, som om gruppe 4 – altså frontpersonalet – er færdigvaccineret. Men det er det ikke. Hvorfor ser det sådan ud?
”Når man er færdig med en gruppe, er det ikke nødvendigvis sådan, at alle er blevet vaccineret. Så betyder det, at alle er blevet inviteret til en vaccination,” siger Søren Brostrøm.
”Hovedformålet med at vaccinere gruppe 4 er, at vores sundhedsvæsen og ældrepleje ikke knækker sammen. Og det har det ikke gjort i den halvanden måned, vi har været på pause,” siger Søren Brostrøm og tilføjer, at det ikke bliver alle 100.000 personer, der har fået invitation til AstraZeneca-vaccinen uden at få den, som bliver visiteret foran i køen.
”Hvis man for eksempel lige er startet på en intensivafdeling eller en akutmodtagelse, skal man selvfølgelig vaccineres, fordi man skal passe coronapatienter. Men andre kan godt vente, til det bliver deres tur efter CPR-nummeret,” siger Søren Brostrøm.