Ann Beth forbedrer 96-årige Kajs livskvalitet med ny teknik:"Jeg synes jo, det er fantastisk"
Faaborg-Midtfyn Kommune har succes med digital rehabilitering, der forbedrer ældres fysiske formåen og giver dem større livskvalitet.
i dag kl. 14.55
Det handler ikke om hjælp til piller, påklædning eller personlig hygiejne denne tirsdag, hvor social- og sundhedshjælper Ann Beth Knudsen er forbi 96-årige Kajs ældrebolig på Midtfyn.
Det handler om træning.
I løbet af 20 minutter gennemgår Kaj grundigt en serie fysiske øvelser, som Ann Beth Knudsen guider ham til at udføre på baggrund af de instruktioner, hun får fra programmet på sin lille skærm.
Først skal Kaj ligge i sengen og udføre bækkenløft-øvelser. Så skal han dreje fra side til side. Derefter skal han op at stå og træne skridt i forskellige retninger, der styrker hans muskulatur i benene og forbedrer hans balance.
”Jeg synes jo, det er fantastisk. For vi kan se, det virker, og borgerne er også tilfredse med, at de kan klare mere selv i længere tid,” siger Ann Beth Knudsen om måden, hun og den øvrige hjemmepleje i kommunen arbejder med digital rehabilitering.
Giver sved på panden
Kaj var for en måneds tid så uheldig at falde, så han fik et brud i højre underarm. Derfor blev han sat på programmet med digital rehabilitering.
Det digitale består i, at borgerens fysik bliver screenet – og ud fra resultaterne af en lang række test bliver der sat et træningsprogram sammen, som systemet vurderer, at borgeren kan klare.
”Vi har så mulighed for at redigere i programmet ved enten at gøre det nemmere eller sværere, alt efter hvordan de klarer øvelserne,” forklarer Ann Beth Knudsen.
”De må gerne få sved på panden.”
Faaborg-Midtfyn Kommune har benyttet digital rehabilitering siden 2018, og det er typisk social- og sundhedshjælperne, der udfører den praktiske del af træningen sammen med borgerne.
På nuværende tidspunkt har kommunen mere end 200 borgere igennem programmet hvert år, og cirka 150 af dem gennemfører træningsforløbet, som typisk varer 12 uger.
”Personalet gør selvfølgelig mange andre indsatser på flere områder, men vi tror på, vi har gang i noget godt med den digitale rehabilitering,” siger hjemmeplejeleder Majbritt Borgensgaard.
”Jo længere tid vi kan hjælpe borgerne med at holde fysikken ved lige, jo mindre slider vi også på personalet i forhold til meget plejekrævende og sengeliggende borgere.”
Majbritt Borgensgaard er især glad for, at behovet for hjælp til borgere, der har gennemført træningsforløbet, er reduceret med over 20 timer om året. Det har også været et incitament for dem, der planlægger hjemmeplejen, i forhold til at finde plads til den digitale rehabilitering.
FOA: Fordelene er mange
Tanja Nielsen, som er formand for FOAs sosu-sektor, er også begejstret for løsningen.
”Der er jo faktisk kun fordele ved denne her form for velfærdsteknologi,” siger hun.
”Borgerne får bedre livskvalitet, arbejdet i hjemmeplejen giver større mening, og der frigives ressourcer til andre plejeopgaver.”
Tanja Nielsen opfordrer også kommunerne til at tænke denne form for træning ind som et mere permanent forebyggende tilbud til ældre borgere, så de kan holde sig i bedre form og dermed blive mere selvhjulpne og mindre plejekrævende i længere tid.
Fast træning kunne 96-årige Kaj også godt tænke sig.
”Jeg er glad for, at jeg kan få denne her træning. Der er ingen tvivl om, at jeg har fået bedre balance, fordi jeg gør det rutinemæssigt,” siger han.
”Det er vigtigt med udfordringer.”
Det er tredje gang, Kaj er igennem et digitalt rehabiliteringsforløb. Hans store mål er at blive så mobil, at han igen kan gå ned i den lokale Brugsen med sin rollator, så han bliver mindre afhængig af andres hjælp.