Tjek din ret til boligstøtte: Disse 8 ting skal du vide
Hvis du har en lav løn og bor til leje, er der god sandsynlighed for, at du kan få hjælp til at betale din husleje. Læs her for at se, hvad der skal til for at få boligstøtte.
19. september 2018
Bor du til leje? Ligger din løn i den lave ende? Cirka 600.000 danskere får hver måned hjælp til at betale deres husleje i form af boligstøtte på baggrund af en høj husleje og en lav indkomst.
Men reglerne er ikke så enkle, forklarer Jan Bergman, der er kunderådgiver i Udbetaling Danmark og har arbejdet med boligstøtte i knap 40 år.
Læs også: Kend din ret: Sådan får du din første folkepension
”Det er et komplekst regnestykke, for der er mange kriterier for, om du kan få eller ikke kan få boligstøtte,” siger Jan Bergman og nævner husstandsindkomsten, lejlighedens størrelse, huslejens størrelse, om du har hjemmeboende børn, hvordan du får vand og varme, om du er ansvarlig for vedligehold, og hvor mange kvadratmeter du bor på.”Alle de her parametre kan hver især være udslagsgivende for, om du har ret til boligstøtte,” siger Jan Bergman om boligstøtten, der blev indført som del af Boligforliget i 1966.
Flere søger om boligstøtte
Dengang handlede boligstøtten om, at man ville have folk til at flytte fra de dårlige boliger i byernes centrum til nybyggede områder som Gjellerup og Høje Gladsaxe, som dengang var langt dyrere end de gamle boliger i bymidten. Man ville simpelthen hjælpe folk til at flytte ud og renovere den gamle bymasse, også fordi familierne i byen boede under dårlige forhold med fem og seks personer i små toværelseslejligheder og toilet på trappen. Dengang som nu handlede boligstøtten om at få enderne til at mødes.
Læs også: Regeringen vil hæve pensionsalderen
”Vi oplever, at flere søger om boligstøtte. Både fordi mange bor i nyt byggeri, og det er dyrere end det eksisterende. Og fordi der kommer flere pensionister. Alt i alt har vi set en stigning i de senere år,” siger Jan Bergman.Send din ansøgning
Men det er ikke kun en lav løn, der afgør, om du kan få boligstøtte eller ej. Det er heller ikke en høj husleje eller antallet medlemmer i en husstand.
”Det er alle de her ting tilsammen. Derfor er det eneste man kan gøre, for at få klarhed over det i virkeligheden at gå på Borger.dk og beregne, om man kan få boligstøtte, eller at sende en ansøgning afsted,” siger Jan Bergman.
Men selv om du først kan se, om og hvor meget du kan få i boligstøtte, når du får svar på din ansøgning, er der alligevel syv punkter, du kan se på inden.
-
1
Hvor stor er din bolig?
Boligstøtten bliver beregnet pr. kvadratmeter, men det betyder ikke, at du kan få støtte til at bo i en 200 kvadratmeter stor herskabslejlighed. Du kan nemlig maksimalt få boligstøtte til 65 kvadratmeter for husstandens første person. Herefter kan der gives støtte til 20 kvadratmeter pr. familiemedlem. Det vil sige, at der i en husstand med tre personer maksimalt kan gives boligstøtte til 105 kvadratmeter.
-
2
Hvor dyr er din bolig?
Helt grundlæggende skal din bolig være en lejelejlighed, have eget køkken, og du skal bruge den som helårsbolig, hvis du skal have mulighed for at få boligstøtte. Derudover må din lejlighed ikke være væsentligt dyrere end tilsvarende almene boliger i samme område. Du kan også få boligstøtte, hvis du bor i fremlejet bolig, eller der er tale om et forældrekøb. Hvis du er pensionist eller førtidspensionist er der igen andre regler. Læs mere her.
-
3
Hvad er din løn?
Der er ikke fastlagt en nedre grænse for, hvor lidt du skal tjene årligt for at få tilkendt boligsikring, og det er heller ikke sikkert, at en lav løn betyder, at du får støtte til din bolig, da Udbetaling Danmark ser på alle de kriterier, der udløser boligstøtte. Her ser Udbetaling Danmark især på, hvor mange procent af husstandsindkomsten, du bruger på husleje. I Boligstøttelovens § 15 står der: "Overstiger lejen halvdelen af husstandsindkomsten, skal Udbetaling Danmark efter en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold bestemme, om boligstøtte kan ydes."
-
4
Forbrug og vedligehold
Når der beregnes, hvor meget du kan få i boligstøtte, ser man også på, hvordan du betaler for vand og varme. Du kan for eksempel få tillæg, hvis der er fjernvarme i din lejlighed, eller hvis du selv betaler vandafledningsafgift. Hvis du selv helt eller delvist står for vedligehold af lejligheden, kan det også være anledning til, at du får tilskud til din bolig.
-
5
Har du formue?
Hvis du har formue, kan det være grund til, at du ikke kan få boligstøtte. Grænsen for, hvor stor din formue må være, før der bliver foretaget reduktion i boligstøtten, er på cirka 800.000 kroner, men igen: Der bliver set på din helt konkrete sag.
-
6
Hvor meget kan du få?
Du kan maksimalt få 1.039 kroner (2021)om måneden i boligsikring, hvis du ikke har børn boende i din bolig. Hvis der bor 1 til 3 børn i boligen er det maksimale beløb på 3.654 kroner (2021). Og hvis der bor fire eller flere børn i boligen, er det maksimale beløb større. Hvis du er pensionist eller førtidspensionist ser beløbene også anderledes ud.
-
7
Er du pensionist?
Hvis du er folkepensionist eller førtidspensionist kaldes boligstøtten for boligydelse og bliver givet som en ydelse, hvis du bor til leje. Herudover kan du også søge om boligydelse til ejer- og andelsboliger, men så kommer støtten som et lån, som skal betales tilbage ved fraflytning. Igen ser Udbetaling Danmark på, hvad du betaler i husleje, boligens størrelse, antallet beboere i husstanden og samlet husstandsindkomst og formue, som grundlag for din boligydelse.
-
8
Ændrer din indtægt sig?
Hvis din indtægt ændrer sig, vil du modtage et såkaldt genberegningsbrev, fordi Udbetaling Danmark genberegner din boligstøtte måned for måned. Det vil sige, at hvis du en måned har en højere indkomst, vil det afspejle sig i en lavere boligstøtte. Omvendt hvis du en måned tjenere mindre, vil du måske få en højere boligstøtte.Det kan for eksempel ske, når du i maj måned får dine feriepenge udbetalt, og din indtægt den måned derfor stiger.Helt undgå genberegninger kan du nok ikke, men det er vigtigt, at dine oplysninger om din løn faktisk afspejler det, du tjener. For Udbetaling Danmark beregner efter dine oplysninger, men korrigerer beregningen to måneder efter, når oplysningerne kommer fra Skattestyrelsen. Det er her, du kan få et genberegningsbrev.At beregningen sker måned for måned sikrer, at boligstøttemodtagere ikke modtager én meget høj regning på én gang, når året er gået. Dette betyder dog ikke, at der ikke laves en årlig efterregulering, da der skal være et vist udsving i indkomst og den månedlige udbetaling for at dette slår igennem. Disse småbeløb samles op til års efterreguleringen.
Beregn selv
Du kan få et skøn over, hvor meget du eventuelt kan få i boligstøtte ved at bruge beregneren på borger.dk.
Men vær opmærksom på, at det kun er et skøn. Det helt konkrete beløb får du først, når du får svar på din ansøgning. Og sørg for at dine oplysninger er korrekte, lyder rådet fra kunderådgiver i Udbetaling Danmark Jan Bergman. For hver eneste gang, din indkomst eller din husleje ændrer sig, når dine børn bliver myndige og har fritidsjobs, så ændrer grundlaget for din boligstøtte sig også.
”Vi har set sager, hvor folk har skullet betale flere tusinde kroner tilbage. Og det kan godt være en mindre katastrofe,” siger Jan Bergman.
Kilde: Udbetaling Danmark og borger.dk